I en blanding af kedsomhed på arbejde, udsigten til verdens kedeligste weekend, hvor jeg indenfor de næste 48 timer SKAL rydde op og gøre rent, og med en vished om styrtende mængder af penge på kontoen, ringede jeg til frisøren. Naturligvis ikke uden at lave en autistisk regel for det; jeg måtte kun tage til frisøren, hvis hende jeg plejer at blive klippet af, havde en tid idag. For så var jeg dækket ind; hun plejer jo altid at være helt overbooket.

Idag havde hun så op til flere ledige tider, så 17.45 sat jeg mig i stolen. Jeg havde kun bestilt tid til en klipning, og overlod trygt alle beslutninger til hende. 45 minutter efter var der blevet klippet op og ind, men uden at tage noget længde af – og så havde jeg krøller igen! Formentlig verdens billigste permanent, og jeg fatter ikke rigtig hvordan de krøller kan blive ved med at være der. Jeg er jo ikke blevet permanentet i et år, og har heller ikke gjort noget for at pleje dem de sidste mange måneder. Logisk set burde de have givet op og have forladt mit hår for lang tid siden!

Men de kan åbenbart godt lide mit hår, og jeg kan jo også godt lide dem – mit hår har jo altid været det glatteste hår i verden!
Målløs, overrasket og glad betalte jeg for klipningen og smed lige et produkt oveni – jeg havde jo trods alt fået mere end jeg havde bedt om eller betalt for!

Og så kunne man ellers gå ud af døren og få en snestorm i hovedet – og dermed komme helt ned på jorden igen.