Jeg ved godt at det er lidt dårlig stil at rippe sin egen ønskeseddel, og jeg håber ikke jeg bliver straffet ved kun at finde CO2-kvoter under træet i år, men nogengange bliver man altså bare nødt til at skære igennem.

For sidste år, hvor jeg ønskede mig tredje sæson af Dollars, fik min bror det konverteret til første sæson af 24 Timer inde i sit hoved. Og hvor meget jeg end elsker Jack Bauer, så er det bare en serie man ligesom kun ser én gang. Jack og Alexis er bare ikke to sider af samme sag. Så jeg derfor regner ikke med, at fjerde sæson af Dollars vil ligge under træet – ligesom størstedelen af min ønskeseddel sikkert heller ikke gør det.

Dog er jeg sikker på, at hvis jeg siger til familien at jeg ikke længere ønsker mig fjerde sæson af Dollars, så vil der komme et bebrejdende ramaskrig i stil med “Ej, nu havde jeg jo lige regnet med at jeg ville give dig den!”
Yeah right….

Når alt kommer til alt, så handler det jo bare om, at jeg havde brug for et nyt skud Dollars her og nu, og kunne altså ikke vente til d. 24 med at konstatere at den ikke lå under træet.

Straf mig bare med en CO2-kvote hvis det er det der er nødvendigt – vil alligevel gerne se hvordan sådan en ser ud.
Indtil da ser jeg lige noget Dollars – det er fabelagtig underholdning; man ved aldrig hvad næste træk bliver, eller kan huske hvor mange forsvundne børn der egentlig dukker op i løbet af serien.