The CityGirl

Om at gå tilbage til en fuser

Jeg havde virkelig givet det lang tid – flere år faktisk, inden jeg trak stikket, lukkede døren og vendte ham ryggen.
Det var naturligvis svært at tage afsked; jeg havde jo troet på et evigt forhold, men jeg følte bare ikke jeg fik det samme igen som jeg gav.

Jeg havde behændigt sørget for ikke at rende ind i ham, gået andre veje og generelt prøvet at afskære mig fra ham – for jeg ønskede jo heller ikke at han skulle vide hvordan jeg havde det. Et clean cut, for alle parters skyld.

Men så rendte jeg ind i ham forleden, og jeg kunne ikke sige noget – og jeg stirrede bare og fik med det samme dét sug i maven, længslen efter at høre hans stemme og den gamle drøm om kærlighed blev vakt til live.

For han stod jo og fortalte at han savnede mig, at jeg knuste hans hjerte, og at jeg jo er den der kender ham.
Hvad skal man så gøre? Han stod jo og var lækrere end nogensinde, og det var ham jeg ville have dengang, og det vil jeg jo stadig!

Åh, Robbie! Jeg ved godt at den der forlovelse bare er proforma, fordi jeg skred og ikke bakkede dig op omkring din musik (men sidste album var sgu noget lort!). Ja, jeg vil gerne have dig tilbage – du ringer bare, og så finder vi ud af det igen. Jeg lover ikke at gå igen, hvis du bare lover at synge søde ting til mig. Så er jeg din forevigt!

Categories: forelskelse

The Dark Side » « Dramaqueens of Brokenhagen

4 Comments

  1. Det der er borderline pathetic.

    Ligesom 98% af det jeg skriver.

  2. The CityGirl

    20. december 2009 — 02:52

    @Morfar: Ikke 98% – 100%; nu ikke så beskeden

  3. Okay så! hvorfor ikke 110 imens vi er igang.

  4. The CityGirl

    23. december 2009 — 00:29

    @Morfar: If you say so – men overdrivelse er også lidt vulgært, er det ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑