Jeg stod ude i køkkenet og lavede aftensmad, stadig halvsovende efter god lang morfar på sofaen efter arbejde og julegaveshopping. Jeg stod og lavede en indre huskeseddel over alle de ting jeg skal huske at sige til min psykolog; alle de ulykker jeg har lavet siden sidst, alle de nye tanker der er sat gang i – og så lige huske at hæve penge.

Der er jo virkelig kommet nye ting på bordet, som har udfordret min hjerne på højeste plan, som nu aldrig sover, men bliver ved med at lægge flere brikker i puslespillet. Selvfølgelig er det befriende, men den må også gerne snart slappe lidt, så man kan føle sig lidt mere udhvilet og ikke gå og have nærmest erotiske fantasier om at få lagt koffein-drop i armen.

Men fordi min hjerne nu har skåret søvn ud af døgnet, så kunne jeg jo ikke bare stå og stene i køkkenet mens pastaen kogte, for pludselig tænkte jeg, i relation til alle de nye ting, at det egentlig er mærkeligt at jeg aldrig har fået spørgsmålet:
“Hvorfor kan du ikke bare komme over ham?!”

Jeg har heller aldrig spurgt veninder så kontant når de er blevet hængende i en kærestesorg, for åbenbart synes vi det er okay at vi render rundt og er følelsesmæssigt ustabile, grådlabile og generelt ikke til at have med nogen steder.
På den ene side synes jeg det er fantastisk hvilken tålmodighed veninder er udstyret med – på den anden side forstår jeg virkelig ikke at de ikke har råbt det af mig, evt. akkompagneret af kast med drink eller en dramatisk lussing.

For tænk hvis jeg havde fået spørgsmålet, og dermed havde været tvunget til at formulere nogle sammenhængende ord, og for lang tid siden havde fundet ud af, at det overhovedet ikke er kærestesorg jeg hænger i, men blot en eksistentiel krise, og at jeg bare ikke aner hvem jeg er.

Jeg bebrejder ikke mine veninder for ikke at have spurgt, men synes bare at tanken er interessant. For tænk hvis jeg havde fundet ud af at se det på den anden måde for år tilbage, så jeg ikke havde brugt energi på en kærestesorg jeg ikke forstod. Jeg havde jo aldrig de klassiske symptomer som gråd-på-sofa-over-ham, knude-i-mave, længsel-efter-ham, lyserøde-tanker-om-hvor-fantastisk-han-er.

Tværtimod havde jeg jo det modsatte, og kan idag se, at den kærestesorg jeg havde varede sådan ca. en uge, hvor jeg drak utrolig mange cocktails, sendte en del utrolig nederen sms’er til ham, følte at jeg burde tude og gjorde det lidt, og gik så i øvrigt ud og shoppede en del – fordi i virkeligheden var jeg rasende over den måde han havde behandlet mig på.

I forvirringen troede jeg mit raseri var ægte kærestesorg, og kørte videre på den, da han igen dukkede op. Og sådan fortsatte det bare. Jeg tænkte aldrig så langt, at han bare havde været katalysator for at smelte Isdronningen (eller Ismanden som Romantikeren mere mener der har været tale om), og sætte mig i en position hvor jeg skulle være kvinde og alt det jeg ikke kan finde ud af.

Fair skal være fair; jeg antager, at han ikke gjorde det med overlæg, og at han kunne ikke vide at han gjorde det, og jeg har heller ikke tænkt mig at ringe op og sige “Hey spasser! Jeg synes du er et helt vildt nederen menneske, når du bare sådan smelter min Isdronning, blotter kvinden som jeg ikke kan finde ud af, og så bare skrider uden at give en manual!”
Det tror jeg ikke der vil komme noget konstruktivt ud af – med mindre han i mellemtiden har fået et kursus i at sige noget, og rent faktisk nu kan sige noget og ikke bare ingenting med en masse ord. Jeg tvivler, så jeg lader den ligge der.

Men tænk hvis jeg havde fået spørgsmålet noget før? Det ville måske have sparet en del spildtid, og så kunne det endda være, at jeg allerede idag vidste hvem jeg er. Måske kunne jeg endda have nået at være en af De Unge Mødre!