Jeg troede det nemmeste ved det her Projekt Visdomstand ville være at holde mig i ro. Jeg mener, jeg er jo yderst dovent anlagt, og kan tulle rundt i pyjamas en hel dag og opleve tiden suse forbi mens jeg laver absolut ingenting. Men jeg spiser åbenbart ret meget når jeg ingenting laver, og det må være det der får tiden til at forsvinde, og spise er jo det jeg nærmest ikke kan – i hvert fald ikke alt det jeg har lyst til at spise, og så er det jo ikke sjovt at lave ingenting!

Jeg har meget hurtig konkluderet, at alt det jeg normalt indtager overhovedet ikke er kompatibelt med operativ fjernelse af visdomstænder. Og så må jeg jo i virkeligheden heller ikke ryge, fordi det sløver helingsprocessen. Men hør lige her, tandlæge-mennesker! Det er jo det eneste jeg kan indtage som jeg ikke skal tygge eller synke, og når min sugeevne alligevel er nedsat med 50% så tror jeg lige vi ser igennem fingre med det!

For at få tiden til at gå, og for at ignorere sulten, har jeg sovet hele eftermiddagen. Jeg har en halv portion suppe ude i køleskabet reserveret til aftensmad, og i skrivende stund sidder jeg og tager mig sammen til at gå ned og rippe 7Eleven for Ben&Jerrys – jeg skal bare lige forlige mig med mit udseende.

Jeg antager at hævelsen er i bedring, når jeg nu ikke længere ligner et kvart voldsoffer, men kun en med fåresyge – i højre side af hovedet. Hvis ikke den er væk mandag morgen mangler jeg seriøse makeuptips til hvordan man skjuler hævelse, for jeg gider ikke gå rundt og være tyk i hovedet – det er ligesom ikke rigtig min stil.