På sådan en rimelig hverdagsagtig mandag, som denne i særdeleshed har været, med november småregn, og derfor bustransport, som måske ikke fastfryser ens ansigt i det obligatoriske ansigtsudtryk som når man cykler i sådan et vejr, men så gør at man bare sidder og hader alle mennesker fra Nørrebro til City, er det selvfølgelig ganske rart at man kan sidde og surfe nettet tyndt for rejser til bounty strande.

Men man bliver også frustreret, og lettere vanvittig af det. For man starter med nogle kriterier der hedder “Caribien, random; ca. 4500,-“, og efter at have været igennem alle mulige og umulige søgninger og forsøgt at være kvikkere end Google (hvilket jo aldrig lykkes), så sidder man og kigger på noget der hedder “Bali; 8500,-” og tænker “Nå ja, det er jo næsten det samme….”.

Men det er det jo ikke – ikke engang geografisk. Og så kan man sidde og blive yderligere frustreret over, at man i det mindste ikke bare ejer sådan et godt gammeldags atlas, så man lige kan få nogle ting på plads og få et overblik, når det eneste man kan huske fra geografi-undervisningen i folkeskolen er byerne på Fyn og noget med landbruget i Senegal. Og det eneste geografi-undervisning fra gymnasiet der sidder fast er noget med cumulusskyer – og det er bare ikke særlig relevant pensum når man forsøger at finde rejsemål med bounty strande.

Så det var stadig bare mandag da jeg gik hjem fra arbejde, og hvis ikke Google allerede havde fået mig helt ud af min drømmeverden inden, så fik Fakta mig i hvert fald helt ned på jorden ved at anbringe 20 minutters kø foran mig.

Men The Magic 8 ball tror stadig på det, og så gør jeg også:
Kommer jeg til at holde nytår på en bounty strand? Absolutely!