The CityGirl

The one who got away

Jeg indrømmer blankt, at forelskelse ikke er det jeg brugt mest tid på i mit liv. Det er jo noget ukontrollabelt stads med lyserøde bobler, som smelter enhver anstændig isdronning, som gør fornuftige kvinder vanvittige og som iklæder verden for meget optimisme.

Jeg indrømmer også, at jeg har prøvet det nogle enkelte gange – og det har også været helt igennem skønt lige indtil manden, som insisterede på at feje benene væk under mig, kom på bedre tanker – og derfor efterlod mig med alle mine talenter og lyserøde bobler, som man ikke har så skide meget at bruge til, når der ikke er nogen modtager.

Det er heldigvis mange, mange år siden nu. Isdronningen er næsten genopbygget, med plads til forbedringer, de lyserøde bobler er pakket væk, verden er langt fra iklædt optimisme, og vi er forhåbentlig alle blevet klogere siden, så det ikke gentager sig.
Troede jeg.

For jeg kom til at gå på nettet og ind på en af de her sider, hvor man kan sidde og bygge luftkasteller. I virkeligheden skulle jeg bare smugkigge på noget andet, men faldt over Den Eneste Ene.

Ja, jeg gik ind på en ejendomsmægler-side, og jeg fortryder det virkelig nu! Jeg skulle bare se hvad lejligheden overfor var sat til salg til, og pludselig stod MIN lejlighed der, i al sin pragt! Kæmpestor, med altan, på femte sal, lige rundt om hjørnet på Indre Nørrebro. Det var min! Det var min drømmelejlighed! Lejligheden jeg kunne sidde i om ti år sammen med de andre tragiske fabulous single-kvinder og drikke rødvin og smugryge på altanen. Lejligheden jeg kunne blive voksen i, hvis det skulle ske. Lejligheden hvor der faktisk ville være plads til en kæreste, hvis man (gud forbyde det!) skulle komme på de tanker!

Men jeg skulle selvfølgelig spille kostbar. Jeg skulle ikke bare løbe ned i banken med det samme, og ordne papirerne, selvom jeg havde råd til den. Næ nej. Jeg skulle sidde og tænke andre luftkasteller, og benægte min storblussende forelskelse.

Og så kommer man på bedre, mere realistiske tanker, og skal lige ind og se på Den Eneste Ene igen, inden man overgiver sig helt, og forbereder sig på, at imorgen er dagen; dagen hvor jeg skal købe denne her lejlighed – og så er den væk! Solgt! Gone forever!
Og ens hjerte føles som om det har været offer i bandekrigen og er blevet skudt på, og måske godt kunne trænge til at komme en tur forbi Traumecentret på Riget.

Categories: forelskelse

Dónde esta la casa de las putas? » « Meta-lækkert

4 Comments

  1. Det er så tarveligt.
    Jeg synes vitterligt, der mangler en knap man kan trykke på så livet lige venter lidt, mens man prøver at finde ud af hvad det egentlig er man vil. Det er da ikke særlig meget forlangt. Man kan jo ikke bare sådan lige tage den slags beslutninger uden lige at tænke lidt over det.

  2. The CityGirl

    20. oktober 2009 — 15:18

    @Aurelia: Ja, en pauseknap på udvalgte ting ville være en god ting. Og det var jo ikke fordi jeg spillede kostbar i flere måneder; vi taler 2 uger… Så ja, det er tarveligt!
    (‘Tarveligt’ er altså et godt ord; må til at bruge det mere! :-))

  3. Hvem er den ejendomsmægler, der kan sælge en lejlighed så hurtigt? Ham har jeg da lige en opgave til. ;-)

  4. The CityGirl

    20. oktober 2009 — 22:45

    @Ulrik: Jeg tror nu mere at lejligheden solgte sig selv, end at mægleren gjorde det arbejde. Den var bare perfekt indvendig og udvendig! Men det var Lokalbolig, hvis du vil prøve lykken ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑