Det er ikke for at prale, men udenpå både ser og virker jeg super-tjekket. Jeg kan ligne en der har super meget tjek på tingene, og det er egentlig meget godt, når virkeligheden tit er en anden. Professionelt er det for det meste en fordel, privat er det en anden sag.

På den ene side gør det ikke så meget, at mine venner og familie godt ved, at jeg i virkeligheden ikke er lige så tjekket som skoene, frakken, filofaxen, iPhonen og frisuren viser. Det kan faktisk være meget befriende at man bare kan smide skoene og lade hårnålene falde overfor dem, og bare være sig selv og dermed gennemgående u-tjekket.

Eksempelvis elsker jeg, når Romantikeren kommer hjem til mig, og bare véd at mit køkken er bombet og derfor har lavet maden hjemmefra, at hun ikke løfter et øjenbryn, når hun ringer på, og finder mig i bad, halv- eller helnøgen, stort set aldrig færdig eller bare i nattøj eller søndagsgrim. Hun ser langt forbi hårnålene, og kender mig for godt til at jeg overhovedet gider gøre et forsøg på at virke tjekket.

På den anden side kan det også være lidt pinligt, at jeg gang på gang er så u-tjekket.
Romantikeren havde fødselsdag tilbage i juli måned. Vi har haft en tendens til at toppe hinandens gaver til hinanden år for år, både til jul og fødselsdag, men i år kunne jeg ikke, og jeg havde gennemgående præstationsangst. Hun havde givet mig en tur til Nice, og der var ingen måde hvorved jeg kunne få råd til at toppe den eller i det mindste bare matche den.

Jeg var i vildrede. Jeg var i panik. Jeg havde gave-angst. Og derfor var det først i sidste øjeblik jeg tog en beslutning, og printede en teaterforestilling ud, supplerede den med en middag og en cocktailshaker – og et kort som jeg selvfølgelig glemte at tage med.

Kort efter vendte hun, som aftalt, tilbage med nogle datoer hvor hun kunne, så jeg kunne få købt billetterne.
I lørdags rykkede hun mig for hvornår vi skulle i teatret, hvilket man må sige var fuldt ud berettiget at spørge om eftersom kalenderen nu siger september, og først igår fik jeg bestilt billetterne.

Det er jo ikke særlig tjekket; at give en gave og så bare glemme alt om den. Heldigvis fandt jeg også kortet, så det kan hun så få, når vi engang i næste måned skal i teatret.
Jeg priser mig lykkelig for, at vores venskab ikke er baseret på tjekket-hed – men derfor kan man jo godt stramme op, og måske ikke altid bare lade hårnålene falde skødesløst.