Jeg er faktisk lidt ynkelig – eller man kunne også sige mande-agtig.
For egentlig havde jeg planer om at skulle ud og føjte i aften, men set i lyset af seneste kække indslag og den dertilhørende skadede fod, så er jeg bare ikke så kæk mere.

Jeg kan sagtens gå og bevæge mig normalt, selvom jeg har en umanerlig trang til at halte lidt – men det er nok den indre mand/dramaqueen der har lyst til det for dramatikkens skyld. Så objektivt teoretisk set, ville jeg sagtens kunne stå på en bar i aften med halv-blå fod og røde læber.
Men den indre mand/dramaqueen er et lille pus og har meget ondt af sig selv og har mest lyst til at ligge i “Det-er-synd-for-mig”-tilstand på sofaen.

Derfor har jeg heller ikke fulgt op på aftenens halve hel aftaler; hvis ikke de ringer til mig, så kan jeg være et ynkeligt lille pus på sofaen, der bare mangler, at der kommer en forbi og stryger mig over håret og siger “Nårh, hvor er det synd for dig!”.
Hvis jeg derimod bliver ringet op og beordret ud, så må jeg jo bare stille op med blå fod og røde læber og tage endnu en kæk aften (og så kan man jo altid håbe at Rigmor Zobel er i byen, så festen bliver helt i top….)

Jeg håber på det første, men schhh! Sig det ikke til nogen!