Jeg sad på Skt. Hans Torv ved 23-tiden lørdag aften og drak en øl med Den Anden Søster efter vi havde været i biffen (og overraskende nok havde været inde og se District 9, men mere om det senere).
Bedst som vi sidder og taler om løst og fast, om dumme og søde mennesker, om Paris og shopping og arbejde, kan vi pludselig høre bulder og brag nede fra Nørrebrogade.

Det er de unge som tidligere på aftenen var blevet sure over en visitation, og som nu åbenbart skal ud og markere igen.
Jeg er ligeglad med om de føler sig krænket over at blive visiteret, men jeg er ikke ligeglad med den måde de viser deres utilfredshed på. Jeg ville formentlig også føle mig krænket, men jeg ville sgu ikke reagere ved at kaste brosten o.a. efter politiet eller tænde bål diverse steder eller barrikadere Nørrebrogade!

Forstår I ikke, at I krænker os andre, ved at voldtage vores bydel og holde den som gidsel?! Forstår I ikke at i jeres søgen på respekt opfører I jer vanvittigt respektløst overfor beboerne på Nørrebro?! Forstår I ikke at I ikke kan vinde det her?! Vi gider jer ikke. Smut ud på et øde sted og vær børne-fornærmet og kast med ting der. Tag endelig resterne af bandekonflikten med jer, så vi andre kan komme videre med vores liv uden konstant at skulle høre om jeres latterlige protester mod “systemet”. Alternativt bliv voksne og tag noget ansvar. Men vigtigst af alt: Hold op med at voldtage min bydel! Vi er faktisk nogen som prøver at leve her.