The CityGirl

Fri mig for babyklubben!

Jeg havde et sammenstød idag med min bror, og jeg nægtede simpelthen at bøje mig denne gang, hvilket resulterede i at jeg udvandrede. Ikke særlig modent, medgiver jeg, men jeg kunne bare ikke ha’ at han sad og talte ned til mig som om jeg var en retarderet fem-årig:

– CG, du må jo forstå at det er en stor omvæltning og at jeg bliver bombarderet med nye ting hele tiden, og jeg .. [… bla bla bla]

Jeg havde så meget lyst til at svare: Kære bror, du må jo forstå, at jeg virkelig er fløjtende ligeglad med at du skal være far om lidt! Og du kan stikke dine idéer om børnepasning hos mig op et vist sted hvor solen bestemt ikke skinner!

Selvfølgelig svarede jeg ikke det, og selvfølgelig er jeg ikke ligeglad. Men jeg begynder sgu snart at indtage den holdning i trods, når det skal være så fucking umuligt at få lov til at interessere sig for ens søskendes kommende børn.

I en nærmest bisætning, og med glimt i øjet, havde jeg nævnt, at jeg jo havde købt den to sparkedragter i Petit Bateau dengang jeg var i Nice, og at det jo ikke blev modtaget med glæde.

Da jeg kom tilbage fra Nice havde jeg sagt det til både min søster og bror, og begge havde virket totalt ligeglade.
Dette havde dengang været forsøg # 257 for at interessere mig og involvere mig i deres liv, og endnu engang var jeg blevet afvist ved hoveddøren, som alle de andre gange, hvor jeg har spurgt ind til hvordan det gik osv, selvom jeg jo nærmest ikke kender andet til graviditeter end de faretruende graviditetstests som har krydset mit liv en del for mange gange – og selvfølgelig ikke kan sætte mig ind i det, men skal man straffes fordi man ikke også er gravid og man bare prøver at udvise interesse?
Om min bror så skulle være far til en lyserød elefant ville jeg jo interessere mig for det, for det er jo hans liv (og så ville det sgu også være en del mere interessant!).

Jeg bliver affejet hver fucking eneste gang, med enten at de ikke gider tale med mig om det, hvilket jo så virker helt vanvittigt når man så senere bliver anklaget for at man ikke interesserer sig for det, eller også med en attitude om at jeg ikke er med i klubben.
De gør det ikke nemt for mig, og jeg har jo heller ikke set de der gravide hvaler undervejs i deres famøse graviditet mere end en enkelt gang.

Men selvfølgelig skal jeg da lære at forstå hvor hårdt han har det, at en anden bærer hans barn, og selvfølgelig er det da noget nær stress på sygemeldings-niveau at skulle flytte samtidig, specielt når alle venner og familie står parat til at hjælpe. Selvfølgelig skal jeg forstå det.
Selvfølgelig skal jeg bare stå og klappe i takt og være den glade faster når barnet kommer, og fuld af forståelse for momentan sindssyge uden nogen videre plausibel grund.
Jeg tilsidesætter lige mit depressions-ramte, krise-ramte, røv-belastende liv, og sætter mig ned foran den lukkede dør, og er forstående overfor hvor hårdt det er at blive forældre.

Måske er det Messias der kommer – det virker lidt sådan.

Categories: familie

Forbyd dårlig stil! » « Pardon, mais ce n’est pas mes pieds!

2 Comments

  1. Bare vent, det bliver værre, med udpenslede detaljer fra fødslen, detaljer fra bleen, og når klatten er 1 år gammel skal du falde i svime over at den kan gå / tale / gå på toilettet / taler flydende fransk. Du kan lige så godt kapitulere nu, det er en kamp man ikke kan vinde uanset (med mindre du levere en klat der er bedre, kønnere og nemmere…hvad venter du på)

  2. The CityGirl

    19. august 2009 — 10:40

    @bente: Ja, sådan plejer det jo at være – desværre… Normalt gider jeg også lege med, men det har været med folk som dog er så normale, at de imødekommer at man interesserer sig for deres liv og den lille klat.
    Det her har jeg sgu ikke prøvet før!

    Og hvis jeg nogensinde leverer en klat, bliver den selvfølgelig bedre, kønnere, nemmere og slår de andre på alle punkter! ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑