– Jaja, vi tager da bare morgenflyet til Paris! Så har vi hele dagen og kan starte ud med at spise morgenmad dernede!
– Klart! Totalt stilet! Sådan lidt ‘Nåmen, jeg tager lige til Paris og spiser morgenmad’ – bare fordi jeg kan!

Her en måned senere må Nørrebro-Pigen og jeg nu konstatere at vi nok havde været lidt for kække. At vi vist burde have taget aftenflyet og en ekstra overnatning, i stedet for at skulle op midt op natten og tage et alt for tidligt fly. Specielt set i lyset af, at vi begge er udprægede B-mennesker.

Men billetten er jo købt, og jeg har nu siddet og fiflet med Air France webside og online check-in. Jeg tror jeg har checket os ind, men man ved sgu aldrig helt med de der franskmænd. Jeg kunne have printet et boarding card, men når nu min printer kun kan printe blåt, så ville det sikkert skabe mindre kaos ikke at gøre det, så jeg undlod, og sætter bare min lid til Self-service dimserne i lufthavnen.

Jeg håber på det bedste, men må indrømme at jeg ikke helt ved hvad der er opfattet, og hvis alt går galt imorgen tidlig (midt om natten), må jeg trække blondine-kortet og stille mig op helt hjælpeløs, måske med en lille tåre i det ene øje.

Det reelle scenarie bliver nok nærmere, at jeg står som rasende tordensky hvis lortet ikke virker: Tålmodighed ligger generelt på et lille sted hos mig, og om morgenen er det bare helt ikke-eksisterende.