The CityGirl

Den franske affære

Da mit vækkeur ringede torsdag morgen kl. 4.15 var det lidt uvirkeligt det hele. Dels fordi jeg slet ikke havde sovet, dels fordi det var nu jeg skulle til Paris, og ikke mindst fordi det er et tidspunkt der faktisk slet ikke eksisterer i min verden.

Klokken 7.05 lettede Air France flyet og 9.00 stod vi i Charles de Gaulles. Helt uvirkeligt og helt fantastisk.
afgang
Torsdagen tog vi stille og roligt, ikke mindst fordi vi manglede en del søvn – og jeg manglede det hele. Vi mødtes med nogle venner til en kaffe, og derefter tullede vi bare rundt og sugede Paris til os.

Fredag begyndte det sommervejr, som vi også fik lørdag og søndag, og i takt med at temperaturen steg og lagde sig omkring de 30 grader, blev vores fødder også mere hævede og ømme.
Men det var en del af det, og ikke noget der kunne spolere vores Paris. Vi skulle stadig rundt og se det hele, og skulle bestemt også ud og føjte om aftenen.

Fredagens højdepunkt, og faktisk den eneste attraktion jeg krævede at se, var Louboutin-butikken på Rue Jean Jacques Rousseau. Jeg glædede mig til at se den vanvittige butik og de fantastiske sko – og overvejede også om jeg skulle købe et par selvom jeg egentlig ikke havde råd. Bare fordi det ville være mest rigtigt at købe Louboutin i Paris.
Men den havde lukket, og jeg var faktisk i decideret dårligt humør og næsten helt slået ud af kurs et par timer efter – hvilket overraskede mig selv lidt, og var til stor underholdning for Nørrebro-Pigen.
louboutin

Ikke engang de dyre butikker på Avenue Montaigne kunne udviske Louboutin-hændelsen, selvom det var helt fantastisk at stå i Chanel og Dior, prøve et par solbriller, kigge længselsfuldt på nogle tasker og generelt bare blive kølet ned i deres virkelig gode air condition.

Tilsidst kom jeg mig nogenlunde over Louboutin-svigtet, og da vi om aftenen sad nede på den lille lokale cafe lige ved vores hotel, faldt vi hurtigt i snak med de lokale fyre. Det var jo fredag aften, så vi havde alligevel fået skruet os selv i noget der lignede festtøj og endda også stiletter. Det var virkelig en gåde, hvordan vi havde fået vores fødder ned i de sko, og endnu mere en gåde hvordan vi i løbet af natten kunne danse på de fødder.

Pierre, som vi valgte at kalde ham, var skuespiller. Han flirtede og kom med komplimenter. Han var overbevist over at jeg var skuespiller fordi jeg angiveligt lignede en, og jeg medgiver at jeg også så ret chik ud i stram sort nederdel, sorte stiletter og rød læbestift – og jeg følte mig da også ret fabulous.

Jeg ved godt at man ikke skal ret langt sydpå før mændene sværmer for de skandinaviske piger, men alligevel var jeg ret overvældet, da det gik op for mig at jeg havde mindst tre bejlere omkring mig.
Vi tog med dem på club og da jeg i første omgang afslog at danse med Pierre blev jeg vist lagt lidt på is – måske var det derfor jeg lige pludselig var omringet af Laurent og Claude, hvor jeg specielt med den sidste næsten ikke kunne komme af med ham.

Alligevel var det Pierre jeg fik et telefonnummer af, da vi skiltes klokken halv fem om morgenen – og en ordre om at ringe næste dag, så vi kunne mødes i Jardin du Luxembourg. Det nåede vi dog aldrig, så mon ikke jeg har brændt mine broer til en fransk affære? Selvfølgelig var der de andre, men Pierre var høj og lækker, og de andre var lave og en smule underlige – og så var det Pierre, som Nørrebro-Pigen havde givet grønt lys til en affære med.

sopningJo længere tid jeg var i Paris, jo mere blev jeg overbevist om, at det er min by. At vi bare passer så perfekt sammen – Pierre eller ej. Og for hvert Paris-problem der opstod, kom der lynhurtigt en løsning: Når ens fødder blev for hævede og ømme, tog man en pause ved et springvand og kølede ned.

Når man ikke orkede at gå hjem, gik man bare ned i den nærmeste metro, et voila! så var man hjemme, og når man var sulten var det nærmest bare at sætte sig ved det nærmeste sted, fordi man stort set altid var omringet af lækre caféer og restauranter.

Og når solen i Paris åbenbart ikke kan skolde en, selvom man godt kan få lidt røde knæ, og når man ikke engang sveder sådan rigtigt selvom det er 30 grader, så synes jeg virkelig det er noget man skal overveje på den seriøse måde.

Categories: ferie

Pardon, mais ce n’est pas mes pieds! » « Ahh! C’est bon!

3 Comments

  1. Må jeg anbefale Budapest istedet, der kan man købe kresjans sko på markederne for en 50er :)

  2. CG@Twitter: “is so not content with back in Cph. It just doesn’t seem like the right place to be”
     
    Det har jeg jo sagt til dig hele tiden. ;-)

  3. The CityGirl

    17. august 2009 — 22:56

    @Morfar: Umiddelbart tror jeg ikke Budapest er mig – måske en lille ferie, men vist ikke mere end det… ;-)

    @Ulrik: Men jeg var jo nødt til at tage hjem… :-(

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑