Jeg hader at være den voksne.
Jeg hader at være den voksne når jeg ikke engang er ældst.
Og jeg hader at tage voksne beslutninger.
Men når den anden ikke vil sige hverken a eller b, og man bliver træt hver gang telefonen ringer med en omgang “Nu-leger-vi-det-her-er-alt-mulig-andet-end-hvad-det-faktisk-er-fordi-jeg-
er-en-bange-mand-der-ikke-tør-melde-noget-som-
helst-klart-ud-af-hverken-den-ene-eller-den-anden-slags” bliver man jo tvunget til at være den voksne.

Det var jeg så idag, og nu gider jeg ikke være voksen resten af året!
Det må være nok med en dag hvor man først skal være voksen og få fat i elektriker og fikse ikke-eksisterende el, og efter kort frisør-intermezzo så igen være voksen, og sparke resterne af mændene i ens liv ud, med store ord som
“Lad os stoppe det her. Jeg vil have mere i mit liv end det her.”
og
“Med mindre du vil noget mere med mig skal du holde dig væk på alle måder.”
Og så tænker man lidt over om man selv er voksen nok til at kunne sådan et rigtigt forhold.

Jeg kørte op til Birkerød, til min Mormors grav, for lige at få blæst hjernen igennem og lige spørge hende om hun synes det var det rigtige jeg havde gjort.
Kiggede ned på gravstenen og tænkte “Ja, du var sej og du sparkede ham ud, men nu ligger du her ved siden af ham igen – hvordan synes du egentlig selv det går?”