The CityGirl

Pas på! Han har en pistol!

Efter gårsdagens Melodi Grand Prix, står det jo lysende klart at det var aftalt spil. At Propaganda-Putin valgte at bruge MGP og Norge til at kickstarte sin 3-årsplan til overtagelse af Europa: Det er jo ikke helt tilfældigt at hverken Norge eller Rusland er med i OPEC……

Romantikeren og jeg så det straks! Det var jo tydeligt, at Putin selv havde instrueret showet, og ikke mindst de små propaganda film der ind imellem blev serveret af Svetlana.
Det var selvfølgelig meget sympatisk, at han hev folk fra arbejdslejrene ind til at underholde, men hvor mange der reelt har overlevet er vist uvist. For vi ved jo, at hvis de lavede fejl på scenen, så blev de selvfølgelig skudt.

Ligesom de forskellige repræsentanter fra de forskellige lande, der glemte at takke for et godt show ved point-givningen, er jo også blevet skudt bagefter.
Det er jo Rusland. Det er jo kontant afregning!

Selvom det var aftalt på forhånd at Norge skulle vinde, synes vi alligevel det var flot at de andre stillede op og lod som om de troede på det.

Sverige stillede flot op med en meget skræmmende Fantom of The Opera agtig sang. De havde formentlig taget fejl, da de hørte at Andrew Lloyd Webber ville komme, og troede han skulle være dommer og ikke bare sidde og klimpte på et klaver.

Island kom med en Disney prinsesse. Her sad vi virkelig og krydsede fingre for at de ikke vandt, for så ville landet da for alvor gå på røven hvis de skulle stå for næste års show. Og det ville alligevel blive lidt kikset med et BYB-party som MGP.

Grækenland havde gjort en reel indsats ved at stille et stort crepejern på scenen, men desværre havde de sendt en bøsse, som var lidt for nøgen til Putin.

Azerbaijan viste på en helt håndgribelig måde hvor fattige de var, ved at sangerinden kun havde ét guldben. Det var godt hun fik en krammer efter deres optræden, for det må have været lettere traumatiserende, og lettere risikabelt med kun ét guldben.

BosnienHercegovina var en af Romantikerens favoritter. Det var meget meget mærkeligt, og fordi han formentlig blev skudt bagefter af Putin, syntes Romantikeren at han skulle have et eller andet for sit engagement, hvilket jeg kun kunne erklære mig enig i!

Malte, deux points, var en meget kødfuld kvinde, som udelukkende stillede op for at blive forløst. Både hende og sang var helt uforløst, men meget dramatisk og hvad hun ikke fik af orgasmer havde hun til gengæld i rygdeller.

Vi heppede selvfølgelig på Danmark, fordi det gør man jo. Men lige så snart Brinck gik i skovskider-stilling var det jo tydeligt, at vi ikke ville vinde. Vi tror på, at hvis han havde undladt konstant at gå i skovskiderstilling ville vi have vundet!

Tyskland blev vores all time favorit: Tysk swing med Dita von Teese holder sgu hele vejen, men det var desværre alt alt for meget for Putin!

Norge var selvfølgelig blevet instrueret af Putin selv. Violinen var ikke overraskende, men at han havde valgt en koreografi med kneppeøvelser og kraftspring kom lidt bag på os. “I’m in looooove with a faaaairy taaaale” var Putin der talte direkte til folket!

Ukraine havde til gengæld det hele: Vanvittig kvinde, hjul på scene, gladiatorer, rullende trommesæt og kvinder der bliver kastet rundt med, men vi antager at det alligevel var for meget for Putin.

Aftenens overraskelse var bestemt England! Along came Andrew, med meget kedelig og lidt for Løvernes Konge-agtig sang. Til gengæld var det utrolig interessant kameraføring på den sang, hvor det bestemt kom til udtryk, at der blev drukket en del vodka bag kameraerne.

Finland forsøgte sig med fordrukne kvinder i guldkjoler, hvilket vi syntes holdt max! Og der var endda leg med ild, men da vi alle ved at forholdet mellem Rusland og Finland er ret køligt, havde de selvfølgelig ikke en chance – og blev sikkert skudt bagefter.

Så kom pointgivningen og det gik da helt galt. Vi gav trods alt 4 point til Sverige og skræmmende nok 12 point til Norge (og Felix huskede at takke for et godt show, så han ikke blev skudt), og Norge kvitterede med 8 point til os. Men Sverige prøvede at få nye venner den aften og gav intet til os!
Skuffet er ikke engang ordet, og det pæneste vi kunne sige var “Svenska Hora!”.

Men Putin vandt showet ved hjælp af Mette-Marit-land, og vi er spændte på hvad der ellers er på programmet i 3-årsplanen for overtagelse af Europa!
Vi ønsker selvfølgelig Putin tillykke, og takker for et flot show, selvom Romantikeren meget bestemt proklamerede at næste år så gad hun ikke!

Men vi ved jo godt, at vi sidder i min sofa igen til næste år, med kiwi og chokofanter – ellers bliver vi jo skudt.

Categories: politisk ukorrekt

She’s just not that into you » « Hedder du Kenneth?

4 Comments

  1. Jeg synes en af de bedste situationer var allerede i indledningsshowet, da vinderen fra sidste år kækt ville kaste sin jakke over skulderen, men fik den viklet ind i sit seletøj og efterfølgende måtte reddes af tililende kvindfolk.
    Så du i øvrigt det tidspunkt, hvor den engelske sangerinde kom lidt for tæt på en violinist, som ramte hendes arm så hun efterfølgende baskede mikrofonen op i fjæset på sig selv? :D

  2. Det med Sverige beviser efter min mening at der er lusk med i spillet, at Telia eller hvad selskabder nu har været benyttet hinsidan er bestukket af ækle olieindsmurte penge – rubler eller norske kroner.
    .
    For hvor mange danskere er det lige der bor i Malmö efterhånden? Og at forestille sig, at de ikke skulle stemme på Brinck – skovskiderstilling eller ej – er utænkeligt. (Det med skovskiderstillingen burde i øvrigt være noget der tiltaler de svenske svenskere.)
    .
    Så, nej, tror ikke på det. Den hviderussiske nordmand var iøvrigt bedre i semi-finalen; der imponerede han mig faktisk med sit violinspil, for han demonstrerede at han kunne spille violin, selvom buestrengen var gået i stykker og hang og flagrede. Bortset fra det var det jo en forfærdelig sang – men i krisetider kan man åbenbart opnå alt med penge.
    .
    Stemte selv på Island, fordi jeg synes det er så synd for dem, men du har nok ret, det ville have været en pyrrhisk sejr. Og på Azerbadjan, for det kunne være vildt sejt med MGP i Baku.

  3. The CityGirl

    17. maj 2009 — 17:56

    @Aurelia: Ja, hende den engelske! Det var fandme klasse – specielt da hun var ved at gøre det anden gang med en af de andre violinspillere… De så også lettere irriterede ud og prøvede bare at undgå hende :-D
    Der var virkelig mange kodakmoments igår ;-)

  4. Men Putin udviste også en stærk økonomisk sans. Lagde I fx mærke til introen med ham den skabede fra sidste år, som skulle springe igennem en masse glas (med lydeffekten placeret et nanosekund for sent, men okay) – og så fordi stuntet havde været så dyrt, så skulle vi se det i slowmotion bagefter, så vi virkelig fattede, at de mente det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑