The CityGirl

Mit liv som Hollywood-film

PisPisPisPisPisPis!
Jeg vil ikke, men jeg kan jo ikke lade være. Jeg siger og gør det modsatte af hvad jeg håber på, og benægter alt, inden noget kan nå at slå rødder.

Allerede i en tidlig alder erklærede jeg mig selv for super-single, og gjorde et stort nummer ud af at jeg aldrig skulle giftes og slet ikke have børn! De senere år har jeg så trukket en smule i land igen; efter at have været til et par bryllupper kunne man måske godt overveje at blive gift (om ikke andet så bare for kjolens skyld!), og jeg er nået så langt i min forestilling om børn, at jeg godt kan se mig selv være gravid – dog ved jeg stadig ikke hvem der skal føde dem eller opdrage dem.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men inderst inde er jeg faktisk en håbløs romantiker. Problemet er bare, at jeg på ingen måde kan respondere korrekt på romantiske ting. Jeg kan ikke finde ud af at tage imod komplimenter eller blomster, og let’s face it: Hvis en romantisk mand rent faktisk erklærede sin kærlighed til mig på romantisk-Hollywood-film-måden, så ville jeg jo på ingen måde reagere som man bør! Det mest sandsynlige vil jo være at jeg smækker ham en på siden af hovedet, eller bare går – fordi jeg også er en krydsning af en hæmmet mand i midtlivskrise – så set fra den vinkel er det jo ret logisk at der ikke bliver spildt megen romantik på mig.

Men som den håbløse romantiker jeg i virkeligheden er, sidder jeg som en anden lyserød prinsesse og drømmer om de her ting, når jeg en sjælden gang i mellem ser en romantisk film. Sidder og tænker “Ej, sådan vil jeg også have det! Hvorfor sker det aldrig for mig?”
At manden, som jeg er forelsket i, løber efter mig på gaden og erklærer sin kærlighed. At manden, som jeg er forelsket i, bare kommer forbi med en buket blomster og frier (WTF?!). At manden, som jeg er forelsket i overrasker mig et eller andet sted og erklærer sin kærlighed. At manden, som jeg er forelsket i, tager sagerne i egen hånd, og fortæller mig hvordan det skal være.

Jeg kan ikke gøre for det, og jeg ved ikke hvor det kommer fra…
Så mens jeg håber på lyserøde Hollywood-historier i mit liv, får jeg altid lige fortalt mændene at jeg hader det, eller hvis de skulle komme mig i forkøbet med noget som helst romantik får jeg det bare ødelagt ved at reagere lodret forkert.

Det skal selvfølgelig heller ikke være en hvilken som helst mand der skal stå med blomster og erklære sin kærlighed, for jeg er jo ikke interesseret i en hundehvalp som hvert andet øjeblik skal fortælle mig at han elsker mig osv. Det skal være den besværlige udgave, hvor der ikke er nogen af os der vil indrømme at vi elsker hinanden (hvilket man jo altid meget naturligt gør efter meget kort tids bekendtskab…).
Det skal være manden som jeg ikke kan få, som jeg ikke vil indrømme jeg er forelsket i (hverken over for mig selv eller ham) som lige pludselig skal tage sig sammen, tage hånd om situationen, mande sig op og erklære sin kærlighed til mig på en måde som jeg ikke kan stå for, så jeg som den isdronning, jeg tror jeg er, bliver nødt til at smelte og overgive mig, og så lever vi lykkeligt til vores dages ende! Eller noget…..

Hej! Jeg hedder CityGirl og jeg lever i en Hollywoodfilm inderst inde…..

Categories: forhold

Prætentiøst » « Kvinder er også mennesker

8 Comments

  1. Sådan der ser jeg også ud inde i hovedet. Suk. Skal vi starte en FB gruppe?

  2. Og i går var du en Wikke & Rasmussen-film. Det skal blive spændende at se, hvilken film du er i morgen. XD

  3. . . Os, forskruede følelsesidiotiske isprinsesser må holde sammen, hva ska fb gruppen hedde? . . . . . Bleh! :)

  4. Hva’ mæ om du begynder at gå til kung-fu eller karate, eller sådan. Og når så instruktøren erklærer dig sin kærlighed – som han jo vil – og du slår ud efter ham, kan han parere dine slag – så det ligner en sej kata – og til sidst gribe dine hænder og trække dig til sig, og kysse dig – hvorefter du smelter, og det går op for dig at I er ment for hinanden, og du kan få dit kirkebryllyp selvom du ikke tror på den slags?
    .
    Indtil da må du hellere se African Queen med Hepburn og Bogart?

  5. The CityGirl

    27. maj 2009 — 22:06

    @Linda: Vil det ikke være at erkende det for meget? Men det vil måske også være godt; sådan noget med at konfrontere sin angst og ting i den dur….

    @Ulrik: Åh gud…. håber ikke det her er tone angivende, for så går det da virkelig ned ad bakke! ;-)

    @pedrsn: “Håbløst Romantiske Isdronninger” ? Eller “Er du også en isdronning med ambivalent forhold til romantik?”

    @Leoparddrengen: For besværligt, og ikke mindst for aktivt! Husk på, at jeg jo gør en dyd ud af ikke at dyrke sport, samtidig med at jeg er evig ung!

  6. Man kan ligeså godt acceptere det – kvinder vil gerne tages med storm.
    En hundehvalp kan ikke tage dig med storm. Marlon Brndo kan godt ;)

    Personligt begyndte jeg at grine, da min kæreste midt på Gasværksvej gik ned på knæ og friede…. ;)

  7. The CityGirl

    28. maj 2009 — 14:15

    @Erna Ahmetspahic: Så man skal bare erkende det, springe helt ud i det, og udleve sin indre lyserøde prinsesse 100%? Det lyder lidt farligt….

    Men det lyder da meget godt med frieri på Gasværksvej ;-)

  8. jeg går efter den lange og komplicerede titel, bare FORDI – nå jah, det da klart! . .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑