The CityGirl

Nøgen i Ikea

Jeg lægger mig lige stille og roligt ned og går i fosterstilling, mens jeg har ondt af mig selv, ok?

Igår aftes tog jeg mig sammen og målte mit vindue i soveværelset op. Optændt af feng shui var jeg lige ved at køre i Ikea allerede igår, men udskød det alligevel til idag.
Nu skulle det være! Nu skulle jeg få det sidste på plads i det nyligt indrettede soveværelse, og få smækket nogle rullegardiner op!
Jeg ringede sågar til min far, for at overtale til at komme ind i weekenden og sætte skidtet op.
Idag efter arbejde kørte jeg så derud.

Da jeg stiger ud af bilen på parkeringspladsen begynder mine selvsiddende strømper pludselig at krybe ned af benet i en form for flugt fra mine shorts.
Jeg prøver langsomt at gå hen til indgangen, men hver gang jeg rører mig glider de længere ned.
Shortsene er så stramme, at jeg ikke kan få dem ordentlig op uden at tage shortsene af – men åbenbart så løse, at strømperne sagtens kan fortsætte deres flugt!

Jeg kan I K K E overskue Ikea i det her setup! Langsomt begiver jeg mig tilbage til bilen, og finder det ekstra sæt strømper i tasken. Får møvet shortsene af, får nye selvsiddende på, beder til Gud om at der ikke er nogen der ser mig strippe i bilen, og så er jeg klar igen!

Jeg går mod indgangen, kommer ind i Ikea, og når lige præcis til servietterne, og så er det andet par strømper i flugt.
Bag en hylde med servietter prøver jeg at få dem op igen, og det lykkes en lille bitte smule. 20 skridt senere er de nede igen, og bag nogle meget grimme glas forsøger jeg så at få hånden ned i mine shorts og hive dem op den vej. Midt i hånd-i-buks-scene kommer der selvfølgelig en dame hen for at se på glas, og for ikke at blive smidt ud af Ikea for uanstændig opførsel opgiver jeg, og skynder mig hen til gardinerne.

Jeg kan mærke at jeg skal arbejde hurtigt, at det kun er et spørgsmål om tid før flugten begynder igen og prøver desperat at få nogle af målene på gardinerne til at passe til de mål jeg har stående på mit papir.
Jeg kan ikke gennemskue det, og selvom jeg bare står helt stille, er strømpeflugten nu startet igen, samtidig med en større familie har forsamlet sig omkring mig for at se på de samme gardiner. Stille og roligt bakker jeg over til persiennerne, prøver at virke interesseret i persienner mens familien ikke kan bestemme sig for noget som helst!

Endelig (!) forsvinder de, og så hurtigt jeg kan får jeg hevet strømperne af og smidt dem ned i tasken. Kigger hurtigt ned på mine bare ben, og synes overraskende nok ikke de ser så blå ud, som de normalt gør.
Jeg beslutter mig for at tage 2 x 80 cm, da 2 x 60 cm ville være for kort, og når de ikke havde det jeg alligevel ville have.

På vej ud griber jeg en bademåtte og en orchide, kaster mig ud i selvbetjeningskassen, kommer igennem på under 100 bandeord, og spurter ud til bilen, mens jeg beder til at mine ben ikke vækker for meget opsigt, eller uforvarende kommer til at blænde nogen.

Hjemme igen går jeg straks ind i soveværelset for at se om gardinerne passer i længden – og det gør de selvfølgelig ikke!

Categories: ikea

Gardin-nedsmeltning » « You’re a sad little person

10 Comments

  1. Jeg kan anbefale butik femme fatale på Studiestræde – http://www.femme-fatale.dk/
    De har skønne strømper og hofteholdere, så slipper man for silikone-helvede, der glider ned ad benene :)

  2. Altså – dem på 80 cm var også for korte? For at de er for lange gør vel ikke så meget, når det er rullegardiner?
     
    Men hvis du skal hen og bytte dem, så må man da ikke håbe, at personalet spørger dig om, hvorfor du kom til at købe dem i forkert længde. ;)

  3. The CityGirl

    15. april 2009 — 23:31

    @Erna Ahmetspahic: Tak, det kunne være jeg skulle overveje de old school af slagsen – i hvert fald næste gang jeg skal i Ikea ;-)

    @Ulrik: Nej, de var for lange…. fordi selvom de burde passe jf. mål og normale normer, så bor jeg i en fucking skæv lejlighed (aka. charmerende gammelt), så det er faktisk ligemeget at måle ting op, fordi det ALDRIG passer!
    Og nej, det er ikke den slags rullegardiner man kan klippe i…. de skal jo forestille at være bare lidt pæne…..
    Men de bliver ikke byttet; lortet er allerede oppe på en eller anden obskur måde, og jeg har haft mindst et raseri anfald og mentalt nedsmeltning over det….!
    Husk mig lige på til en anden gang, at hverken jeg eller min lejlighed er kompatibel med Ikea ;-)

  4. Vi skal prøve at huske dig på det. :-) Husk også at sige til din far, at han ikke behøver komme i weekenden alligevel, da du selv har mokket dem op nu. :)
     
    Men jeg mente nu heller ikke, at du skulle klippe i dem, men bare at du vel kan “nøjes” med at trække dem så langt ned, som der skal til for at det passer?

  5. @Ulrik:
    Jeg tror at det CG mener med for lange, er at de er for brede…
    .
    @CG
    Mener jeg før har advaret mod det der Ikea-noget.
    .
    Men jeg må da sige, at jeg overvejer at tage derud igen, og fantaserer om alle de her piger med hænderne nede i bukserne, eller iført hofteholdere der gemmer sig bag servietterne.
    .
    Tror nu ikke at selv det vil være nok til at overvinde den akutte panikangst, som plejer at gribe mig når jeg nærmer mig indgangsdørene til Ikea.

  6. @Leoparddrengen

    Hele pointen med old school hofteholder strømper er, at man ikke kan se noget, og det kan ikke gå galt ;) – med mindre en strop hopper af.

    @Citygirl

    Kan helt klart anbefales, og de har også smukke strømper med søm og det hele :)
    + originale chanel fra 1950’erne – hvis man er heldig kan man passe dem og købe dem virkelig billigt.

  7. The CityGirl

    16. april 2009 — 11:17

    @Ulrik: Men hvis ikke de bliver rullet helt ned, så er det vel ligemeget med gardiner (som jeg også meget melodramatisk tudede i telefonen til min far!)
    Og han kommer nu alligevel; det insisterede han på af en eller anden grund…. ;-)

    @Erna Ahmetspahic: Det lyder vist som noget jeg helt sikkert skal tjekke ud ved lejlighed! ;-)

  8. @Erna: Det at man ikke kan se noget, forhindrer jo ikke én i at fantasere…

  9. Hvorfor ikke bare bruge nylonstrømpebukser?
    De falder aldrig ned.

  10. The CityGirl

    27. april 2009 — 22:25

    @Line: Well, der er flere grunde: For det første så sidder kjoler/nederdele/shorts bedre henover røven når de ikke skal slås om pladsen med strømpebukser, derudover så var der lavvande i strømpebukseskuffen og overflod i vasketøjskurven – og så er der tilsidst det aspekt, at man ikke kan komme udenom at føle sig mere kvindelig/sexet/sensuel osv ;-)
    Men du har helt ret: strømpebukser er til enhver tid lettere! :-D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑