The CityGirl

Powernap med Rai Uno

Efter at have været til frisøren igår, kørte jeg lige til Jylland for at drikke mig i hegnet – as you do…
En veninde havde brug for lidt moralsk støtte, og fire timer i en bil er jo ingenting ifht. et døgns godt selskab!
Så jeg satte mig ud i den lille røde, efter at have ringet til mine forældre for at fortælle dem hvor jeg tog hen. (Jeg tænkte, at det måske var meget godt at der var nogen der vidste hvor jeg var…).
Min far ønskede mig god tur og gav mig direktionerne “Jaja, du kører bare efter Odense, Kolding, Gråsten osv.”.

Jeg tænkte, at det jo ikke kunne være så svært, og at jeg ikke behøvede noget kort, som sagt, så var det jo bare Odense, Kolding osv. Så det gjorde jeg, og efter at have tisset et sted omkring Odense, syntes jeg faktisk at det kørte ret godt for mig. Lige indtil der begyndte at blive rigtig langt imellem skiltene efter Kolding og min geografiske sans kom til kort.

Pludselig var der faretruende mange skilte hvor der stod Flensborg, og Haderslev kunne jeg bare ikke få ordentligt placeret på mit indre kort; ligger det før eller efter hvor jeg skulle dreje af?!
Jeg overvejede at ringe til min far og spørge om jeg var kørt for langt, når jeg havde passeret Haderslev, men kom frem til at det ville være for pinligt! Så hellere vende bilen i Tyskland!
Men jeg var ikke kørt for langt, og endelig kom afkørslen og jeg nåede frem til min veninde!
Vi ordnede verdenssituationen med cosmos, pizza og lokalradio inden vi udmattede faldt om.

I morges stod den så på totalt ferie-hygge, og jeg følte det som om jeg var på ski-ferie, for det viste sig, at min veninde kan tage Rai Uno, og der er bare et eller andet helt fantastisk ved italiensk fjernsyn. Gudstjenester bliver mere interessante, mad-programmer er næsten quiz-agtige, og når der så er et eller andet spørge-program hvor der sidder en gammel nonne i studiet, og en abbed via webcam, der besvarer spørgsmål, så kan man næsten ikke bede om mere!
Så jeg powernappede lidt til Rai Uno, mens jeg prøvede at tage mig sammen til at gå i bad.

Senere kørte vi lige over grænsen, for når jeg nu var så tæt på, blev jeg nødt til at tage Fleggaard! Jeg bliver jo sært draget af sådanne grimme steder, og der er sgu så mange af dem på den anden side af broen! 6-700 kroner senere var bilen læsset og jeg kunne nu køre tilbage til Djævleøen.

Mens jeg kørte over Fyn, tænkte jeg endnu engang, at man burde asfaltere det hele til en tusindsporet motorvej, alternativt tisse i en flaske, for så at kaste en varm flaske urin indover H.C. Andersens hus. Jeg nøjedes med bare at tisse et sted omkring Odense igen, mens jeg overvejede om jeg virkelig kunne få mig selv til at bruge 75 kr. på noget de kaldte “Monarch Klassikere”. Det kunne jeg ikke – man kan kun bruge så mange penge, på så dårligt mad, når man er uden for Danmark!

Så nu sidder jeg hjemme i København, efter en skøn weekend i (næsten) udlandet, er lidt træt og savner lidt Rai Uno…

Categories: weekend

Finanskrisen er jo international… » « Finanskrise, go home!

9 Comments

  1. roadtrip!!! :)

    Der ligger en fin fin McDonalds i Fredericia til en anden gang hvis det skulle være.

    Wildskud har nemlig bygget indgangspartiet.

  2. The CityGirl

    8. marts 2009 — 23:14

    @Morfar: Totalt roadtrip! Superfedt! ;-)
    Og jeg husker McD ved Fredericia næste gang – det endte med Sunset ved Korsør i stedet… Ikke særlig ophidsende, men jeg er ret sikker på at pengene var bedre givet ud der, end til noget “Monarch Klassiker”….

  3. Du er ALTID velkommen når du har brug for endnu et Rai Uno-fix ;-)

    Og Sunset lyder som en klog beslutning!

  4. The CityGirl

    8. marts 2009 — 23:19

    @Me: Det skal du ikke sige to gange!
    Findes der noget bedre end søndag med Rai Uno og jobannoncer?! ;-)

  5. @CG: Nix! men så skal det også være Politikens jobannoncer og ikke de politisk korrekte fra Berlingske….

  6. Det der Rai Unos tiltrækning har vel også noget med din svaghed for italienske mænd at gøre?

  7. The CityGirl

    9. marts 2009 — 11:36

    @Me: Ja, indtil videre er det Politiken der vinder konkurrencen… Måske man skulle tjekke nogle af de andre aviser ud også?

    @Leoparddrengen: Njae… det tror jeg nu ikke – de der værter de har på Rai Uno er jo totalt plastic-agtige at se på, og meget flødebolle-agtige – men det er jo det der er så griner ;-)

  8. Såvidt jeg husker fra sidst jeg så rai Uno (det var endda i Italien), var det der gjorde mest indtryk at alle de mandlige værter virkede hårtransplanterede – men det var måske fordi Berlusconi netop havde sat ekstra tryk på den trend?

  9. Hov hov.. Morfar…. Det var en Burgerking….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑