Bitterfisse er åbenbart det nye udtryk for os kvinder, som bør kæmpe kampen om ligestilling.
Personligt mener jeg det er en personlig sag, om man kan forhandle sig til den rigtige løn, og om man kan få sin hverdag til at fungere.
Måske tænker jeg sådan fordi jeg kommer fra et hjem, hvor min far støvsugede og lavede mad og hvor der ikke var en skid kønsroller – altså på den ufede måde.
Derfor mener jeg også at det kan lade sig gøre, men ikke at det er samfundets opgave.
Vi skal holde op med at lovgive os ud af alting, og i stedet begynde at tænke lidt selvstændigt.

Selvfølgelig er jeg feminist, men jeg vil ikke brænde min bh eller bruge min lørdag på at demonstrere for noget som jeg i bund og grund mener er en personlig sag.
Jeg hader betegnelsen feminist, for den er forbundet med rødstrømpebevægelsen og de der alt for frigjorte kvinder, som helt bestemt har banet vejen for sådan en som mig – ingen tvivl om det.
Jeg anerkender fuldt ud deres kamp dengang, og er helt overbevist om, at de har gjort et kæmpe stykke arbejde – men jeg mener bare, at kampen på barrikaderne er taget. Nu handler om at ændre nogle attituder og indstillinger – og dette gælder også for kvinderne. Hvis vi vil have mændene til at gå på barsel, skal vi også være villige til at afgive barnet til ham.
Og hvis vi vil have chefstillingerne, skal vi sgu også selv ansøge dem, og tro på at vi kan gøre det arbejde.

Det hjælper ikke at sætte sig selv i en offerrolle, og kalde sig bitterfisse.
Livet ER svært at få til at hænge sammen, og det hjælper ikke, at vi vil alting på én gang, og at tror det er vores ret at skulle det. Vi vil både karriere, børn, selvrealisering, lære at tale fem sprog flydende samtidig med at vi vil være stjerner i et køkken.
Hvorfor ikke bare fokusere på det vigtige, og lade være med at hyle op over alt det andet vi ikke kan?
Jeg kan ikke lave mad, og jeg lever i bedste velgående – det hedder bare selverkendelse.