Mit liv som afrikansk uland

Hvis man er single er man enten:
a)    Superegoist
b)   Stakkel og ensom
Og ingen af ovenstående er angiveligt rigtig lykke, for hvem kan dog være lykkelig single og normal?

Jeg hader at oplyse min civilstatus. Ikke fordi jeg er flov over at være single, men fordi det altid udløser alverdens gode råd, ”forstående” ynk og blind dates. For den lykkelige single findes ikke, derimod ved vi jo alle, at hvis man er single, så er man bare ensom og ulykkelig.

Og det er efterhånden blevet lidt af en nemesis-opgave at overbevise verden om, at den lykkelige single findes, og at en af dem faktisk er mig. Det er som om, at hvis man sniger sig selv til at sætte ordene ’lykkelig’ og ’single’ sammen, så enten lyver man eller også er man en af de der onde kvinder der kun er ude efter gifte mænd.

Det virker uforståeligt for parforholdene, at jeg faktisk mener det, når jeg siger, at jeg elsker at komme hjem til min lejlighed og jeg kan være alene. At jeg nyder at have min sofa for mig selv, at jeg elsker at kunne udfolde mine dårlige vaner uden noget publikum og at jeg synes det er befriende at have tømmermænd alene.

Det omverdenen hører er bare ”Jeg savner en mand i mit liv”, og deres svar er altid at de kender en eller anden stakkel, single mand som jeg bestemt bør møde. For ingen kan være single og lykkelig – det er angiveligt noget vi bare bilder os ind.

Fordi singler pr. definition er ulykkelige, er de på en måde også det moderne samfunds kasteløse, selvom samfundet er delt op på mange måder:
Arbejdsløse/I arbejde. Rige/Fattige. Singler/Forhold. Mænd/Kvinder. Hetero/Homo. Højreorienterede/Venstreorienterede. By/Provins. Cyklister/Bilister osv. osv.

Og det er okay at være det hele – undtagen single. Man kan være en rig, højreorienteret homoseksuel der bor i provinsen og kører bil – bare man ikke er single. For hvis man er single er man ikke lykkelig. Siger parforholdene. Og så sidder man som single, og føler sig relativt lykkelig og glad, og tænker, at hvis jeg skal være mere lykkelig og glad, så tager det da bare overhånd?

Så til tider kan man som single godt føle sig som et afrikansk uland, der bliver bombarderet med nødhjælp, ulandsbistand og hjælpeplaner – hvor man i virkeligheden bare gerne vil sidde under en palme og nyde livet lidt uden at skulle i gang med bygge en hel ny landsby.

Findes den lykkelige single?