De Internationale Standarder for Kvinder

Som kvinde må jeg døje med at jeg altid skal være perfekt. For verden har nået en form for konsensus omkring, hvordan kvinder bør være, og sat nogle internationale standarder for det.

Kvinder der lever op til standarderne mangler eksempelvis visse vitale organer, som mænd har.
I stedet er vores krop udstyret med et eller andet, som får mad og drikke til at forsvinde op i den blå luft, frem for eksempelvis en normal tarm og en blære – for når kvinder går på toilettet retter de jo kun på makeuppen.

Som kvinde dufter jeg naturligvis altid af roser og violer, jeg har aldrig luft i maven, for hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke har de samme organer som mændene?

Og de her rosenduftende kvinder, som jeg naturligvis tilhører, er også dem der er elegante og yndefulde. Dem der bevæger sig som kvinder, på den her helt graciøse måde, og ikke dem som vælter over deres egne ben, cykler og hvad de ellers kan komme i nærheden af.

Eller også er det netop sidstnævnte gruppe som jeg tilhører, fordi jeg er kvinde og fordi vi ikke dufter af roser, og vi ikke er yndefulde. Kvinder er faktisk også mennesker, som ikke bare pudrer næsen ude på toilettet, og som også kan have svært ved at koordinere det hele.

Vi skal jo oven i købet koordinere det hele på stiletter, og lige dér er det at det tit kan gå fra lettere yndefuldt til direkte katastrofe. Så er det man kan ende på asfalten viklet ind i sin cykel nede ved cykelstativet, og morgenen efter vågne op i en seng der ligner et gerningssted, fordi man overså den enorme hudafskrabning i den champagne-brandert man havde kørende.

Det er hverken rosenrødt eller elegant – og hvis man så lægger den udtværede makeup til, samt ånden der sikkert lugter som den smager (lidt af pis, lidt af dødt dyr), samt svedlugten og håret til den ene side, så har man jo bare et menneske, som tilfældigvis er kvinde, og som havde svært ved at koordinere både cykel og champagne.

Jeg er ikke yndefuld, og min krop er ikke i stand til at bevæge sig graciøst – ikke engang der, hvor den virkelig burde; når jeg ligger i sengen med en mand.
Og så ender man med at have dårlig samvittighed flere år efter man kom til at give en mand en albue i ansigtet, selvom det ikke var med vilje, men snarere et udslag af den ugraciøse kvinde. Hende som også snorker som en overvægtig mand, karter rundt i sengen som et femårigt barn og formår at sparke og give blå mærker til dem der forsøger at komme tæt på.

Og hende den ugraciøse kvinde ville virkelig gerne leve op til de internationale standarder for graciøse kvinder, men når hun indeholder de samme organer som mænd, og når hun har mindst lige så store koordinerings- og motorikvanskeligheder som mændene, så bliver det bare til en evig kamp, hvor man nogen gange ville ønske, at de internationale standarder for kvinder blev sænket bare en lille smule.

Hvorfor er det så farligt at vide, at kvinder også bare er mennesker?