Vis mig dit køleskab og jeg bliver din drømmeprinsesse

Nu er det ikke kun os kvinder der har været så ambitiøse at sætte barren lige vel højt, og stille urimelige krav til mændene. Hvem der startede med at stille urimelige krav er uvist, men som kvinde kan det være lidt svært at skulle finde den rette balance og være Den Perfekte Kvinde.

Hende der både er luder og Madonna, som kan være kvinde med stort Q, men samtidig være selvstændig med stort $ (dog ikke for stort).

Det er et minefelt vi agerer i, for vi må ikke sige for meget, men heller ikke for lidt. Vi skal være bly violer, som er helt fremme i skoene – men hvordan f*** er man det?

Og mens vi tit bare gerne vil give mændene det de gerne vil have, så fejler vi gang på gang. Så ringer vi for meget, så ringer vi for lidt. Så tager for lidt initiativ, så tager vi for meget. Så er vi for omklamrende, selvom vi sidder i et helt andet land. Så kræver vi for meget, selvom vi intet kræver. Og så begynder det virkelig at blive svært at give mændene hvad de gerne vil have.

Hvis vi bare kunne se i deres køleskab og ud fra det finde ud af hvem de egentlig er, og måske derfra finde ud af hvad de gerne vil have, ville vi med lethed kunne blive deres drømmeprinsesse. Men når der står en sur mælk og en halv leverpostej, er det lidt svært at arbejde med – og så har man bare lyst til at lægge et par avocadoer derind.

Når man har været i spillet i mange år, begynder man faktisk lidt at mistænke mændene for at være på tværs med vilje. At de bare opfører sig som fem-årige, kontrære børn for at slippe for at svare på noget som helst, og tror at vi overnight bliver drømmeprinsessen ud fra alle de guidelinier de IKKE har givet.

Det virker ikke, og vi ender bare med at sidde over rødvinen med veninderne og gang på gang og prøver at analysere os frem til hvad mændene vil have, ved hjælp af logiske tankemønstre: Han har ikke ringet, så er han klart interesseret! Han spiller bare kostbar…

Kvinder har ingen idé om hvad mænd vil have – og vi burde virkelig bruge tiden mere konstruktivt end at forsøge at regne dem ud. Men når vi, i modsætning til mændene, er logisk tænkende væsener, der bare gerne vil have lidt fornuft at arbejde med, så er det svært at lade være – og så lang tid kan vi alligevel ikke bruge på at anbefale hinanden mascara og tøj.

Kan man finde kærligheden ud fra udelukkelsesmetoden? Og kan man genkende kærligheden når man ikke ved hvad man leder efter?