Det er jo ikke min skyld at jeg hacker din computer

Der er altid en potentiel risiko for, at den nye mand man lige har mødt, som på overfladen virker perfekt, i virkeligheden har et par brister der er ikke kan ses igennem fingre med. Desværre skjuler de dem tit ret godt, så man kan være nået ind i et mere fast forhold, og måske endda fået følelserne op på bordet før man finder ud af det – for vi finder altid ud af det.

Man skulle tro, at vi leder efter beviserne fordi vi gerne vil vide det, men vi faktisk forholder det sig omvendt; vi leder fordi vi håber at vi ikke finder noget.

For der er bare ting vi ikke vil vide. Mænd må gerne se porno, men jeg vil ikke vide hvis de ser på lidt for mærkelige ting, og jeg vil slet ikke udleve de fantasier som kun skal være fantasier.

Jeg vil ikke finde billeder af andre piger liggende øverst i skuffen, og jeg vil ikke finde riskiks i køkkenet. For vi vil lede! Det kan der ikke laves om på, så mændene skal altså skjule deres fucked up tendenser lidt bedre – eller måske bare lade være.

Jeg vil ikke finde ud af at du har børn bare fordi jeg er nysgerrig og kigger lidt i din post og ser du betaler børnepenge, og jeg vil heller ikke finde ud af, at din startside er suspekt bare fordi jeg hacker din computer for at lede efter beviser.

Jeg vil heller ikke finde lumre mailkorrespondancer i din indbakke, og jeg vil ikke finde frække smser i din telefon sendt til andre end mig.
Jeg vil ikke åbne skabet og se din samling af dukker, som bare bunder i større og ældre traumer, som jeg ikke er uddannet til at håndtere.

Jeg vil ikke finde cd’er med Ricky Martin og Cher, fordi jeg vil ikke have en gay kæreste, og jeg vil ikke finde ud af at du er en blød mand der spiller hygge-guitar, når jeg har skrevet mig op til noget mere testosteron.
Jeg vil ikke se at din opkaldsliste kun består af udgående opkald til din mor, og jeg vil ikke se i din kalender at du går til okkulte arrangementer hver mandag.

Og så kan I sidde og hyle op over at vi overtræder grænser og jeres privatsfære, men når vi én gang for mange har oplevet den mærkelige catch, så må det være sådan. I kunne jo bare lade være med være sådan. Så kunne vi spare tiden på at gennemrode skuffer og skabe og hacke computere.

Stiller vi for høje krav til vores partnere i dag, og skal ’perfekt’ altid være lig med fejlfri? Og kan vi kræve en fejlfri partner hvis ikke vi selv er det?