Jeg duller mig ikke op, jeg prøver bare at ligne et menneske

Jeg kendte engang en mand, som sagde til mig, at han syntes jeg var smukkest når jeg bare sad i mine joggingbukser og uden makeup. Da vores forhold så nåede til det punkt, hvor han fik lov til at se mig i joggingbukser og uden makeup fik jeg meget sødt at vide, at jeg lignede en stofmisbruger som manglede et fix.

Samme mand havde moret sig over, hvor mange hårprodukter og makeupprodukter, der stod linet op foran spejlet. For mens han stadig var forelsket, havde han den idé, at alle disse produkter var overflødige, og at jeg nærmest ville se endnu mere fantastisk ud uden dem.

Men han tog fejl, ligesom alle de andre mænd tager fejl. For uden dem ligner vi ikke mennesker. Uden mascara har vi ingen øjne, uden concealer har vi sorte rande under øjnene, uden pudder kan man se fejlene i ansigtet og uden hårprodukterne er vores hår fladt og kedeligt.

Vi kvinder har det bedst med at ligne mennesker når vi går ud af døren – og vi ved at mændene også helst vil se på et menneske, når alt kommer til alt. Og selvom vi er mere large, og godt kan se igennem fingre med at manden ligner en stofmisbruger som mangler et fix, så hænger det anderledes sammen for os.

For det kan godt være at det er historien der taler for, at kvinderne skal kalkulere ekstra tid om morgenen for at komme til at ligne et menneske, men det bliver altså ikke mig der starter revolutionen for det modsatte. Dertil holder jeg for meget af min mascara, som får mig til at ligne et menneske.

Måske er jeg et offer for moden, tiden og mændene – men det er nu engang mig selv der putter mascara på vipperne og blæser volume i håret. Og ærlig talt, så kan jeg ikke se noget galt med, at bruge de hjælpemidler man har ved hånden.
Faktisk kan jeg godt have ondt af mændene nogen gange, og kan næsten få lyst til at putte concealer på deres sorte rande og duppe lidt på deres bumser – for de har jo intet der kan skjule at de har været på druk aftenen før, eller har levet af pizza i en uge.

Vi kvinder ved at mandens forelskelse lægger sig på et tidspunkt, at han en dag vågner op og ser på os som den kvinde vi virkelig er. Og den kvinde har aldrig taget skade af at lidt mascara på vipperne og lidt pudder på kinderne – for de fleste kvinder har jo ikke lyst til at blive forvekslet med en stofmisbruger der mangler et fix.

Er en mascara bare en mascara? Er det dårlige undskyldninger og lette løsninger der får kvinderne til at bruge makeup? Eller er makeuppen i virkeligheden kvindens våben i en mandedomineret verden?