Du skal ikke kalde mig redebygger!

Jeg stod i Ikea og havde favnen fuld af ting jeg egentlig ikke havde brug for. Mit hjem er jo fint som det er; der er de ting i det der skal være – og vel egentlig også hvad der kan være. Alligevel havde jeg en nærmest urkraft af en følelse i mig, som overtalte mig til at købe det.

Da jeg kom hjem og stod og stirrede på bjerget af ubrugelige, nyindkøbte ting, gik det op for mig at jeg var ved at bygge rede. Det kvinder gør, når de kommer op i alderen, og når det biologiske ur begynder at tikke.

Men mine æggestokke forholder sig jo helt i ro, gør de ikke? Jeg er jo ikke en af de kvinder, der ikke kan passere et lille barn uden at sukke længselsfuldt, mens æggestokkene både skriger og blafrer. Jeg er faktisk helt kold. Eller er jeg?

For da jeg stod i stuen med alle mine nyindkøbte redebygger-ting, og mærkede efter om æggestokkene rørte på sig, måtte jeg modvilligt erkende, at jeg måske er begyndt at tænke lidt længere frem i livet, tænke over hvordan visse ting passer ind i et familiehjem – eller i hvert fald et hjem med mere end én.

Jeg antager at det er de første små tik fra mit biologiske ur, og selvsamme ur som er skyld i at jeg nu åbenbart synes det er federe at shoppe redebygger-ting i Ikea end bare at shoppe på den gode gamle egoistiske måde.

Med gru tænkte jeg på de kvinder jeg kender, som er single ligesom mig selv, men hvor redebygningen er i fuldt flor mens deres æggestokke råber efter alle mænd på gaden. Det er de desperate kvinder, og måske også de tragiske kvinder; for er det ikke lidt ynkeligt at bygge rede alene?

For hvis man allerede har bygget reden, og nærmest samlet børnesengen inden manden overhovedet findes, gør man det så ikke sværere for sig selv?
Jeg mener, vil det ikke skræmme enhver mand væk, hvis kvinden endelig får ham indfanget, og han kommer ind i et liv og et hjem som er pakket og klart, og bare mangler ham. Personligt ville jeg ikke kunne komme hurtig nok væk, hvis jeg mødte sådan en mand, som bare manglede kvinden.

Men det sker sjældent den anden vej rundt, for mændene har jo ikke det der biologiske ur med indbygget redebygger-gen, som pludselig tvinger os i Ikea, uanset om vi har en mand eller ej. Mændene lever bare videre i deres ungkarlehybel med pizzabakke-bordet indtil der kommer en kvinde forbi deres liv.

I mellemtiden skal vi deale med trangen til at købe duftlys, sengetøj og hylder (som måske også ville tage sig pæne ud i et eventuelt børneværelse…) – og pludselig gå op i at der både skal være stræklagener og rullemadrasser i sengen.

Hvorfor er det tabu at være redebygger i det moderne samfund? Hvorfor skal det være en hemmelighed at de fleste af os går efter den gamle model med mand og børn?