Børn? Hvad er det?

Når man er ung og single, og kun har et fast forhold til byen og sin bankrådgiver, virker livet sorgløst og konsekvensfrit. Konsekvenser er for de andre, og sorgerne behøver man jo ikke tage på forskud. Altså med mindre man har haft besøg af en mand, og det viser sig, at ens krop alligevel ikke er teflonbelagt med p-piller, og man pludselig står og mangler noget.

For det kan godt være at ens kalender er overflødig, og man lever livet på stiletterne fra dag til dag, men alligevel er der én fast ting om måneden, som sørger for at der er orden i tingene.

Og når den ting udebliver, så finder man sig selv nede på apoteket, med panik i øjnene mens man prøver at vurdere hvor mange graviditetstest man skal bruge for at være på den sikre side. Er det tre? Fem? Flere?

Mens man står i kø, med favnen fuld af graviditetstest plus solcreme, vitaminpiller og næsespray, så det ikke ser ud som om man kun er gået derned fordi man tror man er gravid, så kører man hele følelsesregistret igennem.

Først skam, så vrede, så benægtelse – og når det endelig bliver ens tur, er man helt grådlabil og har bare så meget lyst til at få en krammer af apotekeren.
Stadig grådlabil tager man hjem, mens ens tanker begynder at tage form omkring det der egentlig er fare for: Hvad nu hvis jeg er gravid?

Man tager troligt de fem test, og mens man sidder og venter på at få svaret, kigger man rundt i lejligheden og konkluderer at den ikke er børnevenlig. At designersofaen ikke rigtig er kompatibel med babygylp, at køkkenet primært indeholder ingredienserne til cocktails, at ens soveværelse ikke har plads til en babyseng, fordi det er fyldt op med tøj og sko – og allerede inden man har fået svar på testen, har man fejlet som mor.

Og når man siger mor, må man også sige far, og pludselig går det op for en, at der kan være sådan en inde i billedet. Altså ham man bare har datet lidt, og ikke ham man har planlagt at få børn sammen med. Eller det ved man jo ikke, fordi man jo kun har datet ham, og er slet ikke nået så langt. Skal man så bare giftes med ham fordi fælden er klappet, eller skal man være enlig mor?

Alle disse tanker, og flere til, prøver man at finde svar på i de få minutter det tager for fem graviditetstest at komme frem til resultatet negativ.
Og så kan man ånde lettet op igen, tage stiletterne på og fejre at fælden ikke er klappet, og at man slap med skrækken.

Bliver man nogensinde parat til at få børn, og skal børn planlægges? Eller er det egoistisk at planlægge børn, eller er det mere egoistisk ikke at planlægge?