Alder taler vi ikke om

Af en eller anden grund er alder et tabu, når det kommer til kvinder. Man må ikke spørge en kvinde om hendes alder, og ingen ved helt hvorfor.
Mit gæt er, at det er for at undgå en syngende lussing.

For alder er stort set det eneste kvinder ikke kan joke omkring. Alderen trykker altid, ligegyldig hvor unge eller gamle vi er.
Da vi var 18 ville vi være ældre. Nu er vi 30 og vil være yngre. Jeg tror 25 er den ideelle alder, men det ved man desværre ikke når man er det.

Det værste man kan kalde en kvinde er hverken luder, kælling eller møgtøs. Det er at kalde hende en dame. For når man som kvinde første gang hører sætningen ”Lad lige damen komme forbi” i supermarkedet, og det går op for en, at det faktisk er en selv de taler om, så falder ens verden sammen.

Alle kvinder kan huske den skelsættende dag, da man gik fra pigen til damen i supermarkedet, for det var endnu mere tegn på at man var blevet ældre, end både rynkecremen, budgetkontoen og køkkenelastikkerne er tilsammen.

Vi frygter vores fødselsdato mere end at få lukket vores dankort, og fordømmer den dag ekspedienten i Matas sagde ”Jeg tror du skal begynde at bruge rynkecreme”.

For det passer ikke ind i vores illusion om at vi er evigt unge – og det gør tyngdekraften i øvrigt heller ikke. Den der er skyld i at vores røv flytter sig ti centimeter sydpå, og er umulig at få på plads igen, og den der gør at vi engang skal rulle vores bryster op i bh’en.
Måske er det ikke den der beriger vores kroppe med appelsinhud, men den vist sin andel af skyld i bingovingerne!

Instinktivt jagter vi ungdommen og tror vi er den, lige indtil den dag vi står i en bar, og det går op for os, at vi ikke længere er de yngste i byen. Faktisk er der kommet adskillige nye generationer til – som mændene i vores egen generation  finder meget interessante.

Men vi bliver ved med at tro på at vi er de unge indtil den dag vi står overfor en 18-årig pige i en tøjbutik, og står og holder samme pailletkjole op som hende, og hun giver os det der foragtelige blik, som ikke siger andet ”Smut hjem, bedstemor! The new kids are in town!”

Så ved man at man ikke er ung mere. Måske er man heller ikke gammel, men ung røg ud dengang man skrev under på pensionsopsparingen og budgetkontoen, den dag man uden at tænke over det købte en ny rynkecreme, og den dag det gik op for en at man faktisk gemmer køkkenelastikker.

Er alder bare et tal? Eller er der noget om snakken, og at man bør opføre sig efter sin alder, gå klædt efter sin alder og ikke bekæmpe den så meget, som de fleste af os gør?