12 normale minutter
Mens mændene slås med de store ting som, hvilke lande de har lyst til at invadere, og hvor meget de skal have i løn og hvordan den bedste undskyldning for ikke at vaske op og passe børn lyder, dealer kvinderne med helt andre ting.
For vi trak nitten dengang Gud uddelte opgaverne, hvor vi fik ”æren” af at skulle føde børnene – og som om det ikke var nok med det, så blev vi lige udstyret med en sæk hormoner, som cirka en gang om måneden skal holde fest i vores krop.
Det er det tidspunkt på måneden, hvor mændene synes vi er latterlige, unormale, og ikke til at være i nærheden af, og det er det tidspunkt på måneden som i lægelige termer bliver kaldt PMS.
Det er det tidspunkt på måneden, hvor vi ikke har styr på hvad vi gør og siger, og hvor vi kan finde os selv midt i et dramatisk skænderi, hvor vi ikke rigtig ved hvad vi skændes om eller hvorfor – men hvor det eneste der tæller er at vi vinder.
Det er det tidspunkt på måneden, hvor vi benægter alt, fordi alt hvad der bliver sagt til os, bliver opfattet som beskyldninger og trusler, og når hormonerne raser, så er vi helt kampklar. Vi er så kampklar at vi er nødt til at smække med døre, fordi det er den eneste måde vi kan vinde skænderiet på. Altså det skænderi som vi i øvrigt benægter at vi er en del af.
Og når vi i enkelte øjeblikke ikke er kampklar er vi bare grådlabile, og kan sidde i sofaen og tude til TVAvisen, samtidig med at vi er et bundløst hul hvad angår chokolade og is.
Det kan godt være at mændene synes vi er pisseirriterende at være sammen med i de dage, men prøv lige at tænke på hvordan vi har det!
Forestil jer, at I ikke har kontrol over hvad I egentlig siger, og forestil jer, hvordan det er at gå direkte fra raseri til grådlabil uden at vide hvorfor. Forestil jer, at I hele tiden har lyst til at skændes, fordi verden af uransagelige årsager gik hen og blev uretfærdig på en enkelt nat og forestil jer, hvor mærkeligt det er at gå i seng med drømmemanden om aftenen og vågne op ved siden af jordens største idiot næste dag. Bare fordi vi skal deale med alle de hormoner.
Hvis man trækker PMS og andre hormonforstyrrende ting fra, og også trækker den tid fra, hvor vi bare er almindeligt sindssyge grundet mændenes opførsel, så har vi måske 12 normale minutter på en måned – hvis vi er heldige.
Overdriver kvinder PMS, og bruger de den bare som undskyldning for at kunne handle irrationelt?
