Truslen om kærlighed

Når jeg sidder og kigger rundt i omgangskredsen, og ikke mindst på mig selv, så gør vi en dyd ud af ikke at være i forhold.
Det kan godt være at man er sammen med en mand i et år, men vi er IKKE kærester, og vi skal da bestemt ikke være sammen!

Undskyldningerne er mange for hvorfor vi så er sammen med de her mænd, når vi ikke er i et forhold til dem. Alle ydre tegn taler jo for at det er et forhold; han har nøgle til lejligheden, han har en tandbørste på badeværelset og rene sokker i skuffen – alligevel benægter vi at vi er kærester.

Grænserne for hvornår man er i et forhold er blevet meget flydende. Hvor man før i tiden måske var kærester efter tre måneder, så kan der i dag nærmest går år. Og termerne mellem ”Ingenting” og ”Kærester” er blevet udvidet en del.

I dag går man fra at kende en fyr, til at date ham, til at have ham i sengen, til at hygge med ham, til at være sammen med ham, til at være ’agtig’ med ham – og når der ikke er nogen udløbsdato på nogen af definitionerne, kan det godt tage lang tid at få en kæreste.

Man skulle tro, at det er mændene der trækker den, men jeg kender faktisk flest kvinder der roder rundt i de slørede termer, og gør alt for ikke at ende i et fast forhold.

For når et forhold er defineret, så skal man jo flytte sammen, flytte ud af byen og have børn – og hvis det er det man skal give i bytte for kærlighed, så har vi lige pludselig ikke så travlt med at ride ud i solnedgangen med prinsen på den hvide hest.

Og når man først har sat sig op på hesten er der jo ingen vej tilbage. Så vi vil være helt sikre inden vi sadler om, og skifter den rustne cykel ud med en hest, som kan ride os ud af byen til liguster-lykken i forstæderne.

Så kærligheden bliver holdt stangen, mens de hvide heste venter nedenfor vinduet, mens vi spekulerer på hvor vi er på skalaen i forhold til de mænd, om vi er ’agtige’ med ham, eller om vi bare hygger. Om vi er klar til kaste os ud på dybt vand og være kæreste med manden efter et år, eller om det måske er lige tidligt nok.

Og sådan kan vi få lang tid til at gå, mens vi slynger cocktails med vennerne, og rejser verden rundt for at realisere os selv, så vi er helt sikre på, at vi har fået alt ud af singlelivet inden vi overgiver os til kærligheden – hvis den da stadig er der, når vi en dag er klar til den.

Er det egoistisk at være skeptisk overfor kærlighed, eller er det helt naturligt og okay, at kærligheden kan være en trussel i det moderne menneskes liv?