Kærlighed er jo bare en svaghed

Nogle gange tænker jeg, at vi har så travlt med os selv og vores fantastiske liv at vi ikke ville opdage det, hvis kærligheden kom og bed os i røven.

Jeg er en af klicheerne om kvinder omkring de 30. Jeg bor i byen, jeg er single, jeg har skabet fuldt af sko og tøj, jeg har en solid vennekreds, et fast job og en fyldt kalender.
Jeg har ikke tid til kærlighed, dertil er min kalender for stram. Jeg har ikke tid til at bruge tid på at dechifrere mændene dybere end til bare sjov.

Og egentlig er kærlighed jo bare et tegn på svaghed. Kærlighed er det der gør os mærkelige, uligevægtige, vanvittige og det er jo bare en illusion.

Det kan så være lidt svært at holde fast i ovenstående, når man lige pludselig står og er forelsket, og måske endda elsker ham der fyren, som bare kom ind fra højre og lige pludselig sidder på ens sofa.

Jeg prøvede at se på det helt rationelt og objektivt, og sad og kiggede på ham, og kunne ikke finde nogen logiske argumenter for hvorfor jeg var forelsket i ham, og da slet ikke argumenter for at jeg elskede ham.

Han var vel bare lidt irriterende, og havde ikke engang særlig god humor. Han var da meget sød, men også påståelig og selvfed – og man kan vel ikke bygge et forhold på, at være forelsket i en mand, bare fordi han er forelsket i mig?

Så jeg slog det lidt hen, og arkiverede det under illusion – indtil jeg en dag sad og drak kaffe og tænkte på ham. Jeg tog mig selv i, at jeg tænkte på os på en abstrakt fremtids-agtig måde. Tanken var meget sløret, men følelsen omkring det var noget med børn og ægteskab og fremtid.

Jeg skyndte mig at pakke disse skræmmende tanker væk, for jeg kunne ikke forholde mig til at jeg elskede en mand – og næste gang jeg så ham, prøvede jeg at finde endnu flere argumenter for ikke at elske ham.

Sådan gik tiden nogle måneder mere, og jeg holdt krampagtig fat i mit eget liv, og prøvede at holde kærligheden på afstand, for det ville jo bare besværliggøre det hele. Jeg havde jo selv set hvordan kærligheden kunne ødelægge forhold, hvordan mennesker kan gå ned på noget så simpelt som kærlighed.

Så jeg fortalte ham aldrig at jeg elskede ham, end ikke at jeg var forelsket i ham, for det kunne jo være endt med ægteskab, børn og fremtid – og så slog han heldigvis op med mig, så jeg kunne komme videre med mit liv uden tid til kærlighed.

Er vi bange for kærlighed?