Et raseri på størrelse med Afrika

Der er en tynd fin linje mellem had og kærlighed, og når kærlighed går i stykker, skal der ikke meget til at tippe det hele over på hadets banehalvdel.
Og når man har sagt had, følger der tit hævn – alt sammen på grund af kærlighed der gik i stykker og blev ulykkelig.

Jeg tror, at kvinder er dem der er dårligst til at håndtere ødelagt kærlighed – det er i hvert fald dem jeg ser, der lægger hævnplaner, i-tilfælde-af-jeg-møder-ham-planer, og bare planer generelt.

Og jeg kan ikke selv holde min ryg fri, og påstå at jeg ikke engang eller to har haft et raseri på størrelse med Afrika, når manden jeg var forelsket i pludselig udvandrede og kom på andre tanker.

For er der noget mere ydmygende, når man står der med sit lange blonde hår, og alle sine talenter og kærlighed, og så er der ikke nogen der vil have det? Så jeg har også lagt planer, og jeg har også brændt tøj af, og jeg har også ønsket at jeg ville møde ham, da jeg havde haft modet til at give ham en syngende lussing.

Og jeg har været så rasende og ked af det, at verden føltes helt og aldeles ligegyldig når han ikke var i den, når han ikke ville have mig. Og jeg har ligget på min sofa i en uge uden at spise og været grådlabil, mens alle de bedste break-up sange har kørt på repeat one.

Jeg har været rigtig ynkelig. Men det er også sådan man bliver når man står i en ægte kærestesorg og har et raseri på størrelse med Afrika – og så må man vel bare acceptere, at man lige skal igennem en tid, hvor man måske ikke rigtig kan vise sig fra hverken sin bedste eller pæneste side.

For jeg tror ikke på at brud kan være pæne. Jeg tror ikke på at kærestesorger kan gøres på pæn måde. Til gengæld tror jeg på, at man skal gøre sit bedste for ikke at ydmyge sig selv for meget overfor den anden part, og hvis det er muligt undgå at ringe til ham i en brandert og fortælle sin ærlige mening. Den kan glippe – og gør det ret tit.

Ligesom man også kan komme til at sende ham en e-mail mens man er allermest rasende og tændt, hvilket også er en dårlig idé – for så ender man bare med at sidde med e-mail korrespondance på 47 mails, hvor det eneste man læser er, at han har sammenlignet en med røde pølser, fordi han i et sølle forsøg på at forklare, kom til at sammenligne en med røde pølser, som han holder utrolig meget af, men altså ikke har nogen intention om at gifte sig med dem.

I det hele taget er jeg bare tilhænger af, at man forsøger, så vidt muligt, at holde skaderne indenfor matriklen, og sørger for at de der virkelig elsker en, hjælper med at rydde rodet op efter manden der skred.

Findes det pæne break-up?