1 +1 = 2,4

Den ultimative kærlighed må vel være når man sammen med den man elsker, skaber nyt liv, og dermed sætter nogle børn i verden.

Men hvis den ultimative kærlighed er børn, har man så lov til at vælge den fra, selvom man har muligheden for at få den?
Er det helt okay, at fravælge børn selvom man frugtbar, eller er man som kvinde ikke kvinde nok, hvis man synes regnestykket ser pænest ud når facit ender med to.

Hvor folk før i tiden ikke havde nogen som helst meninger om ens kærlighedsliv, så ser det nu anderledes ud, hvis man er kvinde omkring de 30. Pludselig bliver er ens frugtbarhed en offentlig debat, og alle fra mødre til tanter til veninder har en oprigtig mening om hvad der foregår – eller ikke foregår.

For normalen for den ultimative kærlighed er, at den bliver sat på tegnebrættet, tilrettelagt og måske endda designet – og alle er velkomne til at komme med input, selvom det i virkeligheden nok er den mest private sag i verden.

Der er en tendens til at dele for meget – bare fordi man kan. Og det er jo lige før at børnefamilierne in spe inviterer os andre med ind i soveværelset for at være med til at planlægge hyldesten til kærligheden.
For børn er ikke bare noget man får, det er noget man planlægger – mens hele verden skal holde vejret og følge med i dette vidunder.

Måske derfor er det blevet legalt at det bare er noget vi alle sammen taler om, når vi når en vis alder, og at det er helt ok, at være uforstående overfor at fravælge den ultimative kærlighed.
For hvis man har fundet en at dele kærligheden med, hvorfor så ikke putte glasur på lagkagen? Bliver kvinderne spurgt om. For det er mere legalt for mænd bare at vælge en karriere og en kvinde, og slutte regnskabet der.

Og det kan da også virke mærkeligt at man ikke vil have børn, når man nu ”har det hele”, for biologien taler jo for, at vi skal fejre kærligheden ved at tilføje et 2,4 ønskebørn, som kan lege ude i haven bag ligusterhækken.

Jeg er en af dem der ikke ved om jeg vil have børn. Jeg vil ikke udelukke det, men jeg vil heller ikke love det. Og egentlig vil jeg bare have lov til at have min frugtbarhed i fred, og ikke høre næsten fremmede mennesker udtale sig om hvad der foregår, eller pt. ikke foregår, og hvad de synes er bedst for mig.

For det er ærlig talt lidt grænseoverskridende at den fjerne tante man måske ser en gang om året, pludselig leger familieplanlægger for en, bare fordi man har nået en vis alder, og hun synes at vide, hvordan man bedst leder og fordeler den kærlighed man har været så heldig at blive beriget med.
Nogle gange vil man bare gerne have at ens privatliv forbliver privat – også selvom man er blevet 30.

Hvis den ultimative kærlighed er at få børn, er det så okay at fravælge den, eller er det for egoistisk bevidst at holde kærligheden for sig selv?