Ingen vej tilbage

Nogle kvinder har det mindst lige så svært med faste forhold, som mænd har. Men da det er noget mændene har vundet hævd på igennem tiderne, er det ikke så velset som kvinde at panikke over kærlighed. For det antages at vi bare gerne vil have det, og at vi dermed også kan håndtere det.

Sandheden er, at vi er en god håndfuld kvinder der kan få angstanfald når en mand erklærer sin kærlighed, og panikanfald når vi står med købskontrakten på en lejlighed købt med en mand.
Når fælden klapper panikker kvinder også, og jeg tror ikke rigtig mændene ved det.

Mændene tror vist, at når kvinden står og er mundlam, så er det fordi hun er overvældet af kærlighed – i virkeligheden er det fordi der er noget varmt der blokerer i halsen, som er en blanding af panik og angst. Det er al den panik og angst der har svævet latent i kroppen, og som samler sig til en klump i halsen, når fælden klapper og kærligheden kommer.

Og det er jo ikke fordi vi ikke vil have mændene og kærligheden, men ligesom mændene er bange, så er vi det også – måske endda angste.
Og vi tænker de samme paniske tanker som mændene:

- Nu skal jeg kun kysse på én resten af livet!
- Nu skal jeg se på den samme mand hver morgen resten af livet!
- Nu har jeg ikke sofaen for mig selv længere!
- Nu skal jeg bo sammen med en mand! Hvordan gør man det?!
- Nu finder han ud af at jeg ikke er perfekt…

Så når mændene erklærer deres kærlighed og kvinden efterfølgende mødes med veninderne, så taler vi ikke så meget om hvor fantastisk det er. Selvfølgelig går vi ind for kærligheden, men da vi er praktisk anlagt, taler vi mere om udveje, for at redde veninden fra at dø af angstanfaldet.

Vi forsikrer hinanden om, at det er okay kun at kysse på en enkelt mand resten af livet, men lover også hinanden, at hvis han alligevel er den forkerte, så kan han jo bare skiftes ud.

Vi skåler på kærligheden når en veninde skal giftes, men husker hende også på, at det ikke behøver at være for evigt, hvis manden er forkert, og at det faktisk er ret nemt at blive skilt.
Og vi tager en meget alvorlig snak med veninden som vil købe fast ejendom med en mand, for det er nemmere at blive skilt end at komme ud af fast ejendom.

Vi kan godt lide kærligheden, og vi vil også gerne have den – men vi er mindst lige så bange og angst som mændene. Men vi håndterer vores angst, og afklarer den, så godt vi kan, på en praktisk måde, så vi er lidt sikre på hvad vi går ind til – og det burde mændene måske også gøre noget mere, så de ikke vågner op en dag og ikke rigtig ved hvor de er. Selvom det var dem der friede.

Skal man tage kærligheden som den kommer, eller gør man bedst i at forberede sig så godt som man kan?