En fuldkommen symbiose

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke hvad mænd taler om, når emnet falder på kvinder. Men vi kvinder taler meget om de her mænd, og den her fremtid vi jo på en eller anden måde har med dem.

Og noget af det største nogle af os frygter, er at blive kærestekedelige. At vi bliver en af de kvinder, som hellere vil sidde hjemme på sofaen i et par behagelige bukser og stene fjernsyn sammen med manden, fra hver vores ende af sofaen hver aften. At vi prioriterer praktisk indkøb om lørdagen, sammen med manden, frem for kaffe på en café, og at vi generelt er gået helt i symbiose med denne mand.

For det er aldrig et kønt syn, når et par går fra at være to selvstændige personer, til kun at være én person, som laver alting sammen – også selvom det bare er indkøb. Og med symbiosen følger altid jalousien, selvom modparten jo aldrig kan gøre noget for sig selv, fordi de altid er sammen. Men der kan selvfølgelig være et par timer hist og her, hvor man så er nødt til at ringe og høre hvad de laver.

Jeg vil ikke ende som et symbiose-par. Jeg vil faktisk hellere dø, end at være klistret sammen med en mand konstant, selvom det vel er det jeg ønsker, hvis jeg kommer så langt ud. Men jeg håber mine veninder stopper mig, tager fat i mig og får mig til at forstå at jeg er på vej i den helt forkerte retning!

Jeg hader virkelig de par, fordi det kun er et spørgsmål om tid før de er så mega kedelige at det kun er dem selv der gider hænge ud med dem. For vi har jo alle sammen kendt sådan et par, og det er pudsigt nok ikke nogen man ser mere – fordi de er gået i fuldkommen symbiose, og er blevet mere end kedelige.

I virkeligheden har jeg lidt ondt af sådan nogle par, selvom de jo selv har valgt det. Men jeg tænker, at de da virkelig ikke må have noget at tale om, andet end hvad der er i fjernsynet. For når man laver alting sammen, så behøver man jo heller ikke bruge tid på at genfortælle det – og så må det bare være så uendelig kedeligt.

Og måske er jeg forudindtaget, måske er jeg bitter single, måske ved jeg slet ikke hvad jeg taler om – men jeg ser altså disse par fra tid til anden, og det ser ikke ligefrem ud som om det er det sjoveste, og så er der vel ikke noget at sige til, at jeg som single frygter at ryge i den behagelige og nemme fælde, og bare gå i symbiose med en mand.

Jeg vil faktisk gå så langt som at vove at påstå, at jeg hellere vil være single end at være i symbiose med en mand. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske er det sjovt at sidde og se lørdagskrimi sammen fra hver sin ende af sofaen, i en behagelig buks, efter man har brugt dagen på at købe praktisk ind til hele ugen.

Er det okay at gå i symbiose med en partner, eller er det bare et udtryk for at hverdagen har taget over, og at man tager hinanden for givet?