Prinsessen i skabet

De fleste kvinder drømte som små piger om, at de i virkeligheden var rigtige prinsesser, og en dag ville kongen og dronningen komme og hente dem, tage dem hjem på slottet, så de altid kunne have smukke prinsessekjoler på og leve lykkeligt til deres dages ende.

Det skete ikke for særlig mange af os. I stedet blev vi teenagere, og senere voksne, og på den vej mødte vi mange mænd, som blev helt utrolig bange hver gang vi kom til at fortælle om vores prinsessedrømme om romantik og lyserøde slotte. Faktisk hørte vi sjældent fra dem igen, og i stedet sad vi alene tilbage i vores imaginære lyserøde tylskørt og drømte om romantiske frierier og lykkelige slutninger.

Så med årene blev den lyserøde prinsesse og alle hendes drømme stille og roligt pakket væk, til fordel for karriere, power-suits og en påtaget ligegyldighed omkring kærlighed, som passede ind i mændenes verden.

Og her sidder man så nu, med sit imaginære lyserøde tylskørt pakket væk under et power-suit, mens de lyserøde slotte ligger i ruiner. Men man sukker stadig lige så meget efter at prinsessen bliver reddet og lukket ud af skabet, selvom man ikke tror så meget på det længere.

I det voksne liv er det kun ved royale begivenheder, med de rigtige prinsesser, at de små prinsesser bliver lukket ud af skabet og sidder og sluger det hele råt. For når vi ikke selv kan få det, kan vi i det mindste få lov til at se på det – mens alle mændene, der burde være vores prinser, gør nar ad os fordi vi elsker at følge med i det.

Så når den rigtige prinsesse har givet sit ja til den rigtige prins, slukker vi for tv’et og lukker de små prinsesser ind i skabet igen, og pakker det imaginære tylskørt ind under power-suitet igen.

Måske er det slet ikke så mærkeligt, at når der endelig er en der skal giftes, så er det ikke kun brudekjolen det handler om. Så skal alle kvinderne ud og købe nye kjoler – helst med lidt imaginært tyl, så vi kan tage den lille prinsesse med til brylluppet, mens vi selv håber at vi også får lov en dag.
At der en dag kommer en mand som også vil være sammen med prinsessen og give hende blomster, gøre hende smuk og lade hende være prinsesse i tylskørtet.

Men for at være på den sikre side, så har vi forliget os med, at den lille lyserøde prinsesse bare er en last der må blive i skabet, og en svaghed i 2010, hvor vi har rationaliseret os selv ud af alt det pjat – men det imaginære tylskørt er der ingen der kan tage fra os!

Hvorfor tør kvinder sjældent indrømme, at de vil have romantik af deres mænd? Er vi flove over, at evolutionen ikke har udryddet trangen til romantik, bare fordi den logisk set burde have gjort det?