Never kiss and tell!

Der er en tynd fin linje mellem had og kærlighed, og når det kommer til mænd, så krydser jeg konstant den linje; til tider flere gange samme dag.
Men hvis jeg skal være ærlig, og indrømme det, så har jeg en svaghed for mænd og må nok tilføje dem til listen over laster.

Jeg elsker mænd – altså når de ikke er super irriterende. Og når det kommer til de andre laster som chokolade, sko og sladder, så er de måske ikke lette at styre, for det er det jo sjældent med misbrug og laster. Men de er mere håndgribelige, for det er lettere at tvinge sig selv til ikke at putte chokolade ned i kurven i supermarkedet, end at sige nej til en mand.

For chokoladen overfalder jo ikke en med kys og komplimenter for at få sin vilje – den er lidt mere passiv. Derfor opstår der sjældent diskussioner med chokolade; det bliver højst til stemmerne i hovedet der diskuterer højlydt om man har lov til at synde.

Når det kommer til mænd, skal man både deale med stemmerne i hovedet der har sine egne diskussioner, samtidig med at man skal håndtere kys og komplimenter, og måske endda samtale med manden oven i det hele. Og så bliver det først svært, for det er jo en skrøne at kvinder kan multitaske.

Strategien med at forvirre fjenden mest muligt virker så absolut, og det tror jeg godt de fleste mænd ved – for hvordan skulle jeg ellers være havnet i deres favn?
Og jeg kan godt have det lidt med mænd, som jeg har det med bankrøvere: Hvis de formår at stjæle flere millioner og undgår at blive fanget, så synes jeg lidt, at de har fortjent det, selvom det ikke er deres penge.

Så når en mand formår at forvirre mig så meget for at få sin vilje, at jeg ender i hans favn, så har han jo lidt fortjent det – og så er det svært at sige nej, når man generelt har en svaghed for de der mænd.

Og det er måske et trættende spil, at mændene skal lege bankrøvere og vi skal lege bankboksen med millionerne – men hvis jeg indrømmer overfor mændene at de faktisk i virkeligheden slår chokoladen på mine liste over laster, så vil de jo bare få alt for meget selvtillid.

Det kunne i værste tilfælde ende med, at rollerne bliver helt byttet om, og jeg så skal til at lege bankrøver, og der har jeg alligevel nok selverkendelse til at indrømme, at det ikke vil gå godt: Jeg kan jo ikke engang håndtere når jeg låser mig selv ude af lejligheden – og jeg tror bare det bliver for rodet og uelegant hvis der skal en låsesmed ind over det i forvejen komplicerede spil imellem mænd og kvinder.

Har vi brug for spillet imellem kønnene for at kunne blive ved med at fascineres af hinanden, eller ødelægger det mere end det gør gavn?