Med lix-tallet helt i bund

Når ingen ser det, så sniger jeg mig til at slå over på junk-tv så ofte jeg kan. Jeg bilder mig selv ind, at det der fordi jeg er så klog, at jeg har brug for at se fordummende tv, hvor jeg kan slå hjernen fra.

I virkeligheden så elsker jeg det, og svælger i det – ligesom de fleste andre. Der er bare ikke nogen der vil indrømme at de ser det. Ligesom der heller ikke er nogen der vil indrømme at de ser Melodi Grand Prix eller synes ABBA er helt fantastisk at danse til.

Det passer ikke godt ind i profilen, og kolliderer lidt med at være med på beatet og drikke café latte og mojitos, ødelægge fødderne i de rigtige stiletter og skrue sig ned i det rigtige tøj. Så falder Paradise Hotel, Tommy Seebach og Dancing Queen bare lidt ved siden af.

Profilen skal jo helst tegnes rigtigt, uden nogle spor af campingvogn og banjo. Jeg tilhører jo café latte-segmentet hvor vi kun hører Suede og Morrissey, kun ser Deadline og dokumentarprogrammer, kun læser seriøse fagblade og dybsindige bøger.
Og som fanebærer på stiletter og med min latte to go kunne jeg da aldrig nogen sinde nedværdige mig til at se realityprogrammer, høre kitch-musik eller læse sladderblade med lave lix-tal.

Så der er ingen af os der ser junk-tv eller hører grim musik – altså lige bortset fra at vi alle sammen dyrker det i smug. For når vi ikke kan stå ved vores last, så må vi snige den ind på en anden måde.

I stedet sidder vi sammen og griner af al det junk-tv der er i sendefladen, mens vi fremhæver hvor fabulous vi er. Vi sætter Tommy Seebach og ABBA på til festerne, og danser stiletterne af, mens vi påtaget griner af den grimme musik – som vi elsker at danse til.

For det er jo socialt acceptabelt at afsky, tage afstand til og hade alt det i mediebilledet, som signalerer lidt for meget white trash, campingvogn og banjo – mens vi hemmeligt sidder derhjemme og elsker det.

Så gang på gang sidder vi og leger legen ”Vi er for fantastiske til det junk!” – og diskuterer på livet løs, med passende afstandstagen, hvad der skete i det seneste hotte reality program, hvorfor Hansi Hinterseer har kuppet den danske hitliste, og hvem der har ABBA-cd’en fra sidste fest, mens vi griner hånligt henover vores café latte eller mojitos.

Hvorfor er der ingen der vil stå ved at de ser junk-tv, læser sladderblade og hører musik, der er stemplet som kikset af café latte segmentet?