De forbudte stiletter

Ægte kvinder elsker at shoppe, og ægte kvinder shopper til de er blevet helt høje af det, og dankortet ligger blødende tilbage i tasken og gisper.
Sådan lyder fordommene omkring kvinders trang til at shoppe – og det er måske rigtig nok.

Jeg har set veninder gemme sko, tasker og tøj under sengen, så kæresten ikke ser det – og jeg har også selv gjort det. For som det er med alle andre laster i livet, så er shopping også en svaghed. Det er et tegn på svaghed, at vi ikke kan lade være, og selv de stærkeste kvinder kan falde i, og pludselig stå nede på Strøget med flere poser med tøj, end de egentlig kan bære.

Jeg elsker min last, og vil til min dødsdag sværge på min Louboutins, at sko ikke bare er sko, at tøj ikke bare er tøj.
Objektivt set kan det virke fjollet at betale 4000+ for et par sko – men for mig er det kunst, kvalitet og drømme, og mine drømme har røde såler.

Indtil jeg prøver at føde, som jo angiveligt skulle være noget af det største i livet (personligt synes jeg ikke det lyder særlig fedt), så var et af de største øjeblikke i mit liv, dengang jeg stod i butikken og havde mine Loubs på, og efterfølgende kørte kortet igennem. Dér følte jeg mig helt hjemme, og der gik den drømmende forelskelse til instant kærlighed. Dét var lykke!

Så da jeg sidst var i Paris, var det hverken Louvre eller Eiffeltårnet der stod øverst på listen. Det var Louboutin butikken. Og det var med ærefrygt og følelserne helt udenpå tøjet, at jeg drejede om hjørnet på Rue Jean Jacques Rousseau – og da jeg så at den var lukket pga. ombygning var jeg næsten grædefærdig.

Det var jo meningen at kærligheden skulle være sket fyldest, og i stedet styrtede drømmene i grus. For jeg havde dagdrømt i flere uger om hvordan det ville være at træde ind i butikken og prøve alle de fantastiske sko – og måske endda købe et til par.

Jeg gider ikke høre på mændene der brokker sig over, at jeg shopper, og at det er unødvendigt – for de hører jo heller ikke på mig, når jeg synes at fodbold er ligegyldigt, og jeg mener at det er irrelevant om det er den ene eller den anden slags højttalere der leverer lyden.

Jeg forstår ikke dem, og de forstår ikke mig, og så burde vi bare lade den ligge der? I stedet skal kvinderne have dårlig samvittighed over at pynte fjerene, mens mændene i fuld offentlighed kan dyrke deres kærlighed til deres bolde og højtalere.

Kald mig bare overfladisk, men faktum er jo, at mine Loubs og jeg har været i et bedre og mere kærlighedsfyldt, fast forhold i to år nu, end nogle af de mænd der har defileret forbi mit liv i samme periode. For man kan jo aldrig være sikker på om mændene er for livstid; det kan man med stiletter.

Hvorfor shopper kvinder? Er de bare overfladiske, eller ligger der noget dybere i det?