Jeg blev 37 år forleden. Og selvom jeg ikke er typen, der ynder at have de store kriser omkring min alder, så kan man ikke komme udenom, at jo højere tallene bliver, jo mere tænker man over det.

Således fik jeg faktisk også en mindre krise et par dage inden, da jeg opdagede to nye rynker i panden. De har muligvis været der hele tiden, for jeg indrømmer, at det er sjældent jeg står med løftede øjenbryn, når jeg ser mig selv i spejlet. Og guderne må vide, hvorfor jeg lige gjorde det den dag. Men det gjorde, at Dexter måtte vente på sin tur, da jeg lige var nødt til at bruge et par minutter på at konstatere, at der fandme var to rynker, jeg ALDRIG havde set før.

Det blev ikke bedre af, at jeg dagen efter ude hos mine forældre fortalte min mor om fundet. Hun kvitterede med at fortælle mig, at det er rynkerne mellem øjnene jeg skal passe på. Og begyndte så i øvrigt at forsøge at glatte dem ud. WTF?!

Så alle disse dramatiske begivenheder gjorde, at jeg faktisk ikke var særlig juhu-agtig omkring at blive 37. For det er ikke rigtig ungt. Det er tæt på de 40. Det er et tal, der betyder, at hvis ikke mine æggestokke allerede er tørret ud, så er de nok godt i gang med det. Det er et tal, der skriger, at altså er nødt til at være lidt mere voksen omkring de meste ting. Som minimum begynde at tage tilløb til at diverse ting. Som at støvsugning ikke længere bør komme bag på mig. Måske endda også begynde at udvide repetoiret af mad.

37 er bare et tal der i bedste fald ikke gør så meget væsen af sig, men i værste fald fordrer, at nu begynder det faktisk at blive alvor. Så det passer jo glimrende, at jeg samme år har valgt at springe ud som selvstændig, med en følelse af at starte forfra i en evig ungdomsdrøm. 37 er bare træls – bortset fra at man faktisk bliver bedre til at bage fastelavnsboller, når man kommer op i den alder: