I weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en af mine veninder. Og det var superhyggeligt, for det viste sig, at det var “The old gang” hun havde samlet. Plus børn, naturligvis. Jeg var så den eneste, der ikke havde børn.

Mens vi sad der og snakkede og catchede op, var det som om der ikke var ikke var gået ti år – samtidig med at der jo virkelig var gået ti år. For alle de andre havde jo produceret en eller flere børn, som jo skulle serviceres undervejs.

Og det var simpelthen så mærkeligt at se mine veninder, som jo bare er mine veninder, sidde og være de der voksne typer, der har børn og som lige kan multitaske med fødselsdagsboller, modellervoks, snot og kaos. Samtidig med at jeg jo ikke ser dem, som de der voksne typer. For det er vi jo ikke.

Omvendt må man jo nok erkende noget voksenhed, når man bliver inviteret til venindens barns to-års fødselsdag og må konstatere, at den der lille baby nu er blevet til et helt lille menneske.

Mens jeg sad og iagttog mine veninder være voksne, og finde ud af, at det egentlig også bare var noget de legede, slog det mig at mine forældre jo heller ikke har været en skid voksne. Heldigvis kan man skjule sådan noget for børnene. Men i virkeligheden går vi bare allesammen og lader som om, og venter lidt på den dag, hvor vi virkelig føler, at nu har vi styr på det hele.

At det en dag eksempelvis bliver helt normalt at logge ind på sin netbank uden at panik-udregne, hvor stor en ildebrand, der er derinde.

Eller få lyst til at highfive alle, fordi man helt frivilligt har overført ekstra penge til budgetkontoen.

Eller bare kunne finde ud af at afrime en fryser på en helt afslappet, normal og ikke-kaos agtig måde.

 

Pissegod idé at afrime fryseren ? Jeg kommer aldrig i seng i dag ?

Et opslag delt af lillemycph (@lillemycph) den