Sommeferie: Både noget man elsker og hader. For der ligger noget usagt i ordet om, at så skal man ud og opleve. Og helst udenfor landets grænser. At det er synd for folk, hvis de ikke kan komme ud og rejse. Hvis man bare skal være hjemme i Danmark, så fortæller folk det altid lidt undskyldende. For der skal helst ske noget. Det kan vi jo se på de sociale medier, hvor det er en sand maraton af oplevelser, som folk præsterer i deres ferie. Og jeg tænker tit, at der ikke er særlig meget afslapning over det projekt.

Jeg har nu holdt to ugers ferie (som har været alt for lidt – men der var ikke flere feriedage at trække på), og det har været med fuldt overlæg, at jeg ikke ikke har været udenfor landets grænser. For på grund af Dexters situation, så var det ikke tidspunktet at tage ud og rejse og sende Dexter til pasning.

I stedet har Dexter og jeg kørt Jylland tyndt og besøgt venner – og det var lige præcis den eneste form for ferie, som jeg orkede. At besøge gode mennesker, drikke vin og spise god mad – og være steder, hvor Dexter var yderst velkommen.

IMG_2774

Og helt ærligt; så har det fuldstændig ligegyldigt om jeg havde siddet og hygget med mine venner i udlandet eller hjemme hos dem – det har været lige hyggeligt. Det eneste man kunne sætte en finger på, var det danske vejr.