Så blev Dexter 4 år. FIRE! Man forstår det ikke. Altså fordi jeg jo burde have en voksen og afbalanceret hund nu. Den hund, de lovede jeg ville få, da hun blev to. Det er ikke sket. Og jeg tror ærlig talt ikke at det nogensinde sker.

Men hvis man bare kan gøre det med nok stil og charme, så kan man slippe afsted med det meste. Således slap hun også for skældud, da hun fik vippet en spegepølse ned fra køkkenbordet, mens vi andre sad og spise påskefrokost. Fordi jeg var lige dele paf og lige dele fuld af beundring over at hun kunne det. (Hun fik ikke spegepølsen – den nåede vi at redde).

Endnu engang har vi haft et tosset år, men hun er min lille tosse. Og det er der virkelig kommet to streger under her de seneste uger, hvor hun har været til alskens undersøgelser og dyrlægebesøg. Her har jeg bare fundet ud af, at hun ER vigtig. Op i røven med arbejde og alt det andet. Ikke at jeg har holdt fri – men har vinklet det hele omkring alt det, der skete (og sker) med hende. (Og med en forstående chef er det jo langt nemmere, selvom jeg ville have gjort nøjagtigt det samme med en uforstående en af slagsen).

Hun skal nok blive god igen. Mest fordi det SKAL hun. Vi er slet ikke færdige med at drive hinanden til vanvid.