The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Børn kan jo tale!

Når nogen siger, at jeg er Dexters mor, så afviser jeg det altid. For det er jeg jo ikke. Både fordi det er faktuelt forkert – og fordi at Dexter jo er en hund.

Men i sidste uge måtte jeg sande, at det kan godt være at jeg ikke er Dexters mor, men min bekymring for hende var på samme niveau som en mors.

For pludselig kunne hun næsten ikke gå. Hun gik som om hun var 100 år gammel, ville ikke gå på trapper og kunne ikke hoppe op i sofaen. Det var mandag aften. Tirsdag morgen var det, det samme. Morgenturen bestod af en tiendedel af normalen og tog længere tid end den normale.

Så hun var indlagt hele tirsdag – og jeg sad, først på arbejde, sidenhen hjemme og ventede ved telefonen og følte mig som jordens dårligste hundeejer. For det gør man bare.

Sidst på dagen fik jeg hende retur efter hun havde fået drop, smertestillende og sikkert tusind andre ting. Hun blev røntgenfotograferet, taget urinprøve og blodprøver. Alle viste at hun er fino bambino. For sådan er det altid med Dexter.

Hun blev sendt hjem på smertestillende og efter nogle dage gik det op for mig, at hun ikke var smertedækket. Noget var bare off. Så vi var afsted til dyrlægen igen, som bekræftede det.

Jeg ved, at hun har absurd ondt et sted nederst i ryggen. For hunde har jo den træls feature, at de ikke viser, når noget gør ondt. Det er først når de nærmest er ved at dø og smerten er så vanvittig at de gider give et lille clue. Og når man så endelig står hos dyrlægen, så viser de det endnu mindre. De små røvhuller. Der er det altså nemmere med børn; de kan trods alt tale og vise hvor det gør ondt.

Mens Dexter forbliver tavs og jeg render rundt i skyld med skyld på, går jeg og tænker på det sidste halve til hele år. Alle de gange, hvor hun lige var et sekund længere tid om at hoppe ind i bilen. Hvor hun lige gjorde et eller andet mærkeligt, hvor hun lige overvejede trappen en ekstra gang. Hvor jeg alle gange var dybt irriteret på hende, men hvor hun formentlig allerede der har haft ondt. Jeg er nu helt overbevist om, at hun har gået med det her i rigtig lang tid – og så kan man jo rigtig føle sig som dårlig hundeejer.

Men hun sagde jo ikke noget. Fordi hun ikke er et barn og ikke kan tale.

 

Previous

I [heart] Bali

Next

Et spørgsmål om stil

4 Comments

  1. stakkels lille Dexter, håber I får styr på det.
    hvor ville det være dejligt hvis de kunne sige hvad der er galt.
    Må indrømme jeg nogen gange kalder mig selv for en hundemor og Zorro er min knægt, men han er ikke mit barn.
    God bedring Dexter

    • The CityGirl

      Tak :-) Jeg håber også at der kan komme en diagnose, så det hele ikke er symptombehandling.

  2. Trine

    Jeg må anbefale dig at opsøge en hunde kiropraktor. Jeg har selv stået i samme situation. Min Futte fik bare smertestillende hos vores alm dyrlæge men jeg valgte at tage ham med til vores hunde kiropraktor og i løbet af 2 dage fik hun ham sat på plads og tip top igen.

    • The CityGirl

      Tak – det er nok også det næste på “listen”. Flere har også anbefalet det :-)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén