The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Forsøg på at holde ferie

Jeg prøver virkelig bare at holde ferie og lave absolut ingenting, indtil jeg skal starte job 1. september. Men det er fandme op ad bakke, når man stadig befinder sig i det offentlige system.

Først var jeg så naiv (eller levede for meget i den virkelige verden?), at jeg troede, at feriedagpenge fungerede ligesom feriepenge. How the fuck should I know?! Det er jo ikke fordi, at a-kasser og deslige kommunikation rent faktisk kommunikerer, så man forstår. Så efter at have læst deres forklaring på feriedagpenge tre gange, gik jeg ind og bestilte tyve dages ferie (som jeg kunne se, jeg havde) fra 15. august, hvor jeg ikke har flere dagpenge. Og med en “Hurra”-følelse over, at så ville jeg måske kunne holde skindet på næsen indtil første løn.

Det fik jeg afslag på. I et brev, der henviste til omkring fire milliarder paragraffer. Så ringede jeg til dem og fik forklaret, at feriedagpenge basalt set, er mine egne dagpenge, som jeg kan holde ferie for – og egentlig bare lade være med at søge jobs. Så derfor skal de dage afholdes mens jeg er på dagpenge. Und nicht weiter! Thanks for sharing, amøbe-kommunikationståber!

Det var en fredag. Og hvis jeg kunne få ferie fra den følgende mandag, så kunne jeg bruge resten af min tid på dagpenge på ferie, og dermed slippe for at lege at jeg søgte job (bare fordi man får job, så kan man jo godt søge flere. Fordi jeg kan jo sagtens lige taget et par ugers arbejde…). MEN man skal jo melde ferie mindst 14 dage i forvejen. Dog var der en smutvej, hvor man kunne ringe til jobcentret og hvis de sagde ok, så var alt godt.

Hundrede år og fire tusind ventemelodier senere nåede jeg frem til en livstræt ansat på jobcentret, som uden at stille spørgsmål sagde ok og lovede at skrive min ferie i systemet. Hurra!

Så skulle jeg have udbetalt mine næstsidste dagpenge i denne uge – og de havde pre-udfyldt min ferie på dagpengekortet, så alt gik smooth (bortset fra at det som altid er et hyr at få lov til at have freelance arbejde. Undskyld at jeg er et normalt menneske, der ikke bare sidder og krydrer røv på overførsel). Indtil jeg fik udbetalingsspecifikationen, hvor der stod et stort rundt 0 i min ferieuge.

Jeg talte til ti, overvejede at give dem fuckfingeren og ringe til min far og låne penge. Jeg mener, jeg er jo ude af systemet lige om lidt, og jeg magter virkelig ikke at diskutere flere latterlige ting. For det ville garanteret være ligesom forrige gang, hvor de stjal mine freelance-penge, fordi de pludselig skulle udregne tingene anderledes end de plejede. Hejhej, typer, der finder på reglerne undervejs! Det er fandme ligesom at spille Ludo med Anders Matthesen, at være i det offentlige system!

Jeg skrev en mail. Bestemt, muligvis lidt diplomatisk, men nok ikke særlig meget. Dagen efter blev jeg ringet op. Af en flink dame, skal det dog siges. Men det var fordi jeg jo havde søgt om feriedagpenge udenfor min dagpengeperiode. Og så kunne jeg jo ikke få noget. For ingen af det offentliges lortesystemer taler åbenbart sammen. Kunne have været rart at vide, at man skulle udfylde tusind ting én gang til, i stedet for at være i troen om, at når man talte med virkelig mange mennesker, der sagde de ville notere det hele i min sag, så var alt godt.

Jeg tror, at det er lykkedes nu. Dog er jeg ikke helt sikker. Men jeg har et lille håb om, at jeg nu kan få lov til bare at spille Pokémon, sove længe, spise grilled cheese sandwich og se dårlige serier. Bare lidt.

ferie

Previous

Pokémon Go: Er det ikke det der Tamagotchi?

Next

Livet som freelancer

1 Comment

  1. Håber det holder! God ferie :)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén