The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Skinnyshaming

Kvinders kropsideal. Der er skrevet og ment så ufatteligt meget om dette. Én ting som alle nok kan blive enige om, er at der for mange meninger om dette.

Jeg er selv undervægtig. Det er ikke med min egen gode vilje, og mens jeg har kæmpet for at tage på (og stadig gør det), så jeg ikke længere kan mærke mit eget haleben, når jeg sidder ned og marginalt kan passe alle mine bukser igen, så er jeg simpelthen så træt af at læse om alle folks meninger om vægt.

Jeg er træt af at tynde bliver hyldet. Og jeg er træt af at tykke bliver hyldet. For det er hverken sundt at være for tynd eller for tyk. Og det er som om, at folk i begge lejre glemmer det. Det har intet at gøre med, om du må være glad for din krop, former eller ej. Det handler om sundhed.

Jeg er lige så træt af den nye bølge, hvor vi hylder overvægtige for at overvægtige, mens vi skinnyshamer de tynde (eller måske endda bare de normalvægtige), som jeg er træt af at vi hylder de alt for tynde modeller.

Uanset hvilken vej pilen drejer, er det ekstremer vi hylder, som ikke er sunde. Hvornår begynder vi at hylde den sunde vægt. Den der hverken er tyk eller tynd, men som bare er sund og som passer til den pågældende krop? Og hvornår holder vi op med at pege fingre og råbe op over, at vi tør være tykke eller tynde?

Hvis du er glad for din krop, selvom den er overvægtig, så er det fint. Men du skal ikke begynde at prædike at det er sundt. For så gør du bare præcis det samme, som det alt for tynde kropsideal, du forsøger at bekæmpe.

Du skal ikke være sur over at der er noget, der hedder undervægtig, normalvægtig og overvægtig. Det er ikke et angreb på dig. Det handler om sundhed. Det handler ikke om kvindelighed, former, bodyshaming eller hvad der ellers lyder af tirader mod disse termer. Det handler om sundhed.

Jeg er undervægtig og jeg hader det. Og jeg vil give min højre arm for at få de kilo tilbage på min krop, som pludseligt raslede af mig for halvandet år siden. Fordi det ikke er sundt at være 175 cm høj og veje 53 kilo.

Ja, jeg er en af dem, der får at vide, at jeg jo godt kan tåle at spise et ekstra stykke kage – og får tusind kommentarer og gode råd. For det er jo så fantastisk at have det ikke-problem at være undervægtig. Mener alle.

Well, det er et lige så stort problem, som at være overvægtig. Og det kan være lige så svært at tage på, som at tabe sig.

Så hvornår begynder vi at tale om sundhed for ALLE og holder op med at bodyshame hinanden og hylde de forkerte idealer?

 

Previous

Livet som hundeejer til en regn-hadende hund

Next

Årets første badetur

8 Comments

  1. Jeg synes, du er lækker! Og at du har ret, i øvrigt.

    Kan det ikke løses med et tur til Sicilien, det med vægten? Man spiser jo så absurd godt dernede, har jeg læst – på denne blog, faktisk ;-)

    • The CityGirl

      Italiensk mad er skønt, men jeg tror ikke den sicilianske fløde og ost gør mere for vægten end den herhjemme. Omend det ville være rart med en tur Sicilien, bare fordi der er rart. Hvis jeg havde råd til det.
      Men anbefaler stadig alle der kan lide god mad, kultur, vejr osv at tage et smut derned :-)

      • En tanke kunne være, at nogle forældre måske smed et rejsestipendiat på banen i den gode sags tjeneste….?

        Mere seriøst: Har du tjekket om dit stofskifte er for højt?

        Og ikke bare, hvor lægen kun kigger på det “almindelige” tal TSH. Det er det, de bruger som udgangspunkt, men reelt kan det ikke bruges til en skid. Der skal måles frit T3 og frit T4 også, plus anti stoffer. Man kan sagtens have et “normalt” TSH, men rod i de andre tal – og det er dem, der gælder.

        ( Har jeg nu lært af bitter erfaring efter 10 år med for lavt stofskifte og en læge, der kun tog TSH og sagde at der intet var galt! )

        • The CityGirl

          Yeps, jeg har været ved lægen. Og har altid haft højt stofskifte – men indenfor normalen.
          Så jeg fejler ikke noget. Jeg skal “bare” tage på ;-)

  2. Jeg var selv undervægtig de første 30 år af mit liv. Egentlig var jeg vel “bare” modelslank m. 180 cm og str. 36 og en spinkel kropsbygning.
    Ligesom dig gjorde jeg hvad jeg kunne, for at tage på og måtte så høre, at det var ufølsomt at spise smør og drikke sødmælk, når andre prøvede at tabe sig. Sjovt nok var det ikke ufølsomt at tyksakkerne kaldte mig mager og talte om slankekure, når jeg var til stede ?

    Midt i trediverne steg min vægt og i dag, er jeg en str. 40 og prøver lige frem at komme af med lidt fedt på maven. Tænk hvis andre havde holdt deres kæft, så jeg kunne have glæder mig over en krop, jeg i dag på fotos kan se, var flot.

    • The CityGirl

      Åh, jeg kender godt den med smør og sødmælk. Jeg køber minimælk til kaffen, når jeg får gæster – fordi jeg ikke orker de der blikke. Eller bemærkninger om, at det er at synde osv…
      Men tillykke med at det vendte, og at du nu ligefrem har det modsatte problem. Hvis det overhovedet kan kategoriseres som problem ;-)

  3. Eva

    Kunne ikke være mere enig. Som barn var jeg tyndt som et siv. Jeg var undervægtig og kunne spise alt i verden uden at tage ét gram på. Selv min lærer kom med kommentarer om det, hvilket jo bare gjorde det ok for andre også at gøre det. For det var jo hrlt okay når nu jeg var tynd og ikke tyk. Det gjorde ondt.
    Senere ændrede min forbrænding sig og jeg begyndte pludselig at være mere til den buttede side end den tynde. Også her er der røget kommentarer.
    Hvorfor kan folk ikke bare passe sig selv og lade folk være tilfredse med det de er. Hvis ikke det var fløjet omkring med kommentarer havde jeg sikkert aldrig tænkt over det,for pokker.

    • The CityGirl

      Det er vildt at din lærer kommenterede på det. Men det viser hvor meget vægt er allemandseje…. Dammit!

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén