Helt optimistisk tænkte jeg, at det der regnvejr nok stoppede lige om lidt, da jeg tirsdag aften kørte afsted til agility. Inderst inde vidste jeg godt, at det ville blive op ad bakke.

For selvom Dexter fylder 3 år lige om lidt, og ganske vist er blevet en smule mere voksen på visse punkter, så er regnvejr ikke et af dem. Ikke at jeg siger, at man skal elske regnvejr (det gør jeg jo heller ikke!), men man kunne måske godt finde en mellemvej, hvor man ikke er SÅ dramatisk omkring lidt regn. Man kunne måske godt se på de andre hunde, og konstatere, at man ikke dør af at blive lidt våd.

At dømme på Dexter, så var det bare jordens dårligste idé jeg havde fået i tirsdags; at tvinge hende ud, når man jo kunne ligge lunt og godt under en dyne på sofaen. Det var faktisk på ingen måde i orden, og måske endda straight up hundetortur.

agility

Således forsøgte hun at nægte at forlade containeren, og når jeg endelig fik halet hende ud på banen, var det decideret op ad bakke. Enten løb hun tilbage til containeren – eller også blev hun i tunnelen, så jeg kunne stå som en anden idiot og prøve at lokke hende ud igen.

agility

Forståelsen af, at det her faktisk er noget, som jeg for hende, var ikke-eksisterende. I stedet var jeg den, der skulle stå og være et festfyrværkeri af “Juhu!” og “Hurra” i regnvejret, mens Dexter modvilligt tog lidt forhindringer. Altså indtil vi nåede til tunnelen, eller hun bare gik af banen og ind i tørvejr.

Jeg har sjældent været så våd og mudret. Og træt. Næste gang det regner på en tirsdag, så bliver vi bare hjemme. Alle ja-hatte blev alligevel opbrugt forleden.

agility