Det der agility begyndte at gå rigtig godt! Pludselig fik både Dexter og jeg ros, og jeg begyndte at tænke, at vi måske godt kunne gå hen og blive virkelig seje til det.

Så for et nogle uger siden, skiftede træningstidspunktet til søndag formiddag i stedet for mandag aften, og så faldt alt til jorden igen.
Når vækkeuret ringer, så ser Dexter sådan her ud:

agility
Og det virker egentlig som om, hun har det sådan resten af tiden. For pludselig står jeg med en hund, der ligner en, der mangler at få et par espressoer for at vågne, og bare bliver stående på den anden side af springet – indtil hun går sin vej.

Bevares, jeg synes også det er lidt tidligt at skulle stå in the middle of nowhere langt ude på Amager kl. 10 søndag formiddag. Men jeg gør det jo faktisk for Dexters skyld, som enten kvitterer med et skyld-med-skyld på blik eller at stoppe mellem hver forhindring og spise jord eller pinde eller bare løbe af banen og gå i de andres tasker efter godbidder.

Tiden, hvor jeg havde styr på at lave en “svensker” eller en “blind” er forsvundet som dug for solen; nu handler det bare om at komme igennem banen uden at Dexter udvandrer eller jeg falder over hende. Og i dag tog hun prisen, da hun nægtede at løbe, med mindre jeg løb sammen med hende, hele vejen, fra start til slut. Jeg kunne lige så godt have løbet uden hund – hvilket det føltes som halvdelen af tiden. Og at løbe agility uden hund, er virkelig åndssvagt.

Jeg har løbet 3,5 km i formiddags. Jeg er glad for, at der er vinterafslutning næste søndag.