Jeg ville egentlig have skrevet et indlæg om flygtningesituationen i Danmark og den bølge af næstekærlighed, som jeg har oplevet, og været en lille smule del af, i denne uge. Men så kom mine egne I-landsproblemer i vejen.

For efter næsten en hel uge, hvor jeg har været så meget online, som jeg aldrig tror, at jeg har været før, hvor jeg i næsten alle mine vågne timer i døgnet har fulgt situationen og været en art frivillig koordinator mellem alle de fantastiske mennesker på Facebook, som har haft brug for overblik og bekræftede oplysninger, så jeg virkelig frem til dagen i dag.

Ikke fordi der skete noget specielt; jeg skulle bare med mine forældre op i sommerhuset, og gå en lang, lang tur med Dexter ved stranden, kaste lidt pinde og få lidt ro i sindet og få fordøjet alt det, der er sket de seneste dage, mens mine forældre snakkede med naboer om træfældning. Ikke noget stort, men bare lidt tiltrængt.

Dexter lagde stilen ved at finde en selvdød mus og næsten æde den, i samme sekund hun sprang ud af bilen. Den næste halve time nåede hun at få gravet en kvart have op i den evige jagt på mosegrise og generelt sniffe hele matriklen igennem. Som sådan ikke noget breaking news i det; det er bare ulækker business as usual, når byhunden kommer på landet.

Nede på stranden var der næsten helt øde, så jeg kunne ikke rigtig blive irriteret på, at Dexter (som altid) skulle skide i det sekund hun fik sand under poterne, som er længst væk fra alle skraldespande (man gider sjældent gå med en hundelort særlig langt). Dexter løb videre, jeg samlede lorten op og i samme sekund gled min telefon ud af min anden hånd og ramte helt perfekt ned på stenene, så glasset smadrede. Næsten totalt.

Lige i det øjeblik glemte jeg alt om næstekærlighed og hvor godt jeg egentlig har det. Følelsen af uretfærdighed var altoverskyggende. Lige præcis i dag, hvor det bare skulle være stille og roligt. Lige præcis nu, hvor jeg igen, igen har fået reddet min kæntrede økonomi og havde fået skabt luft i den til bare at kunne trække vejret. Lige i det her lorte-år, hvor jeg som aldrig før har haft uventede lorte-regninger på en milliard og en indtægt på dagpenge. Lige i dag, hvor jeg flottede mig fuldstændig ekstremt, fordi solen skinnede, fordi alt var godt (fordi jeg ikke havde noget morgenmad derhjemme) og jeg havde købt en croissant i 7Eleven i morges.

Mens skærmen langsomt, men sikkert, raslede fra hinanden fik jeg fundet nummeret til Alka og ringet til dem. Heldigvis dækkede min forsikring, men naturligvis havde jeg en (i mine øjne, urimelig) selvrisiko på fucking 1100 kroner.

Alka-damen var flink og fik mig ekspederet videre til deres reparationsværksted. Alt i mens Dexter rimelig meget gik tur med sig selv. Næste problem var så, at jeg stod på en strand 50 kilometer fra København. Det var fredag og jeg havde ikke min egen bil.

Dexter og jeg gik tilbage. Kastede et nogle pinde i vandet, hvor 99% drev til havs. Dexter forsøgte at overtale mig til at hente de pinde, hun ikke selv turde hente og midt i surhed og uretfærdighedsfølelse, glemte jeg alt om konceptet med bølger og at de ikke er kompatible med gummisko.

Med en våd sok og en smadret mobil satte jeg i sandet og tænkte, at nu måtte jeg lige trække vejret og få pulsen ned. Solen skinnede trods alt! Da jeg vendte mig om havde Dexter fundet en død sæl, som hun lå og rullede sig i.
Hvis nogen hørte et sært brøl omkring kl 12.30 i dag, så var det bare mig.

Klokken 16 stod jeg helt panisk på reparationsværkstedet i København. En halv time efter havde min mobil en ny skærm.
Det endte godt. Det skal nok gå.
Jeg er ikke flygtning og jeg har heldigvis kun I-landsproblemer.
Men (Dexter og) jeg må aldrig mere gå til stranden uden en voksen.
Det har ingen af os godt af.

voksen