Da Dexters fødselsdag gik på hæld i søndags, havde jeg det egentlig meget godt med kalenderens prognoser for kommende uge. Vejrudsigten var jo god og efter et par turbouger, havde jeg endelig formået at få stablet en ret afbalanceret uge på benene. Og med tanken om at kræet endelig var blevet voksen, så syntes alt ret godt.

Mandag gik også forrygende. Ikke mindst fordi jeg blev ringet op og kaldt til en jobsamtale, hvilket viser sig at være en ganske rar måde at starte ugen på.

Tirsdag var også rar og foregik helt nede i tempo og jeg fik rent faktisk lavet noget af det jeg havde planlagt. Så da jeg endelig lagde mig på sofaen om aftenen, var jeg ret godt tilfreds med mig selv. Lige indtil jeg kunne lugte kattepis.
I foreningen har vi et hyr med nogle gadekatte, hvor de er blevet lidt for glade for vores kælder og vores gård. Derfor har Dexter fået tjansen som gårdvagt, og når vi går derned for at gå runder, i håbet om at kattene fatter at de ikke skal bo her, så går Dexter op i opgaven med liv og sjæl.
Tirsdag aften havde Dexter så, uden mit vidende, fundet en frisk omgang kattepis og rullet sig i det.
IMG_0938Så blev det onsdag, og det gik sådan set også ret meget efter planen. Lige indtil en halv time inden jeg skulle igang med at gøre klar til foreningens generalforsamling. For mens jeg sad ude på altanen sammen med en veninde, havde Dexter lige splittet venindes taske ad, og spist al det fancy chokolade, som min veninde åbenbart render rundt med.

Velvidende at chokolade er dødeligt for hunde, så måtte jeg ringe panisk til Københavns Dyrehospital (sådan noget her skal naturligvis foregå udenfor normal åbningstid…). Jeg fik en sød sygeplejerske i røret, og vi blev enige om, at det ikke var det totalt dødelige chokolade kræet havde spist, og at jeg bare skulle gå til generalforsamling og så ellers holde øje med hende.

Halvanden time efter blev jeg ringet hjem af min underbo, som meldte at Dexter hylede helt vildt – og jeg kom så hjem til en hund, der flying high på sukker. Jeg ringede igen til Københavns Dyrehospital, for i skyndingen ved sidste opkald glemte jeg at informere om at Dexter lige er blevet behandlet for infektion i bugspytkirtlen. Vi blev igen enige om, at jeg skulle holde øje med hende, for egentlig er der ikke så meget de kan gøre med mindre hunden er ved at dø.

Det er i sådanne situationer, at man bare bliver instant træt. Også fordi jeg skulle til jobsamtale næste morgen. Og det er bare lidt typisk Dexter at sabotere sådan noget. Så jeg fik sat en plan b op med hjælp fra mine forældre, hvis jeg nu vågnede op med et kræ, der var ved at tage billetten.

Det gjorde jeg ikke. Men nogen havde lidt sukker-tømmermænd dagen derpå, og jeg tog til jobsamtale torsdag. Resten af dagen gik fint; sukkertømmermændene lettede stille og roligt i løbet af dagen, og jeg blev mere og mere rolig, og så frem til at få en god nats søvn, og forsøgte at aftale med Dexter, at vi i dag skulle have en HELT stille og rolig dag. Helt kedelig, normal uden noget crazy shit. Det blev vi simpelthen nødt til. Hun virkede til at acceptere.

Og så alligevel ikke. For klokken halv fire i morges vågnede jeg ved at sukker-narkomanen stod og kastede op nede i fodenden af sengen (ja, sådan noget skal jo ikke foregå nede på gulvet! Det ville jo være for nemt at gøre rent…).

Så derfor har jeg lige købt en iPhone 6. Det synes jeg faktisk, at jeg har fortjent. For det kan simpelthen ikke passe, at alle de dejlige penge tilbage i skat, skal gå til Dexter. Måske holder hun op med at lave behandlingskrævende stunts, når telefonen kommer med posten.