The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

The Winner Takes It All

Det har været det længste efterår. Hvis ikke jeg lige havde haft den lille uge i Lissabon, så tror jeg ikke, at jeg var overlevet.

For det hele virkede som alletiders idé, at Dexter skulle gå til agility. Første forhindring opstod, da det gik op for mig, at jeg jo for fanden også skulle løbe med og råbe “SPRING!”, “POSE!”, “A!”, “HJUL!”, “TUNNEL!” og alle de andre forhindringer.
Jeg gav det et forsøg. Det gjorde jeg virkelig! Men givet det faktum, at jeg inderligt hader at løbe plus det, at ingen jo kan følge med Dexter (“Prøv at sætte tempoet ned, så du kan følge med din hund” – Prøv selv! Hun ville jo kunne stille op i Formel 1!”), så var det lidt et håbløst foretagende.

Så gik vi over til at jeg prøvede at placere mig nogenlunde i midten, så jeg bare kunne dirigere. Og det ville også have virket, hvis ikke Dexter syntes, at hun bare skulle tage forhindringerne i egen rækkefølge. Det var lidt hat og briller.

Og også lidt hårdt (for mig), når vi jo ikke gik så fandens meget op i at være superkorrekte i alt. Når jeg havde tænkt det som en sjov læringsmåde og ikke kæft, trit og retning. Så jeg tog imod al skæld-uden mens Dexter løb rundt i en sejrsrus over alle forhindringer.

For der er det ved det, at Dexter faktisk er supersej til agility. Hun er bare ikke supersej til den måde, det skulle foregå på her. Og jeg må indrømme, at jeg holdt med Dexter.
Så da vi i dag endelig var nået til sidste træningstime, var jeg ret lettet.

I dag sluttede et efterår med fast skældud hver lørdag formiddag. Og jeg glæder mig absurd meget til næste lørdag, hvor jeg ikke skal op på et uanstændigt tidspunkt i forhold til at det er en weekend-dag. Hvor jeg derfor også kan lave andet end at sidde hjemme fredag aften. Hey! Jeg kunne faktisk gå i byen! Det bliver helt vildt.

Så fordi det bare skulle overstås i dag, så vi allesammen kan komme videre med vores liv, så blev min indsats derefter. Derfor kom det ret meget bag på mig, at Dexter kom ind på en andenplads i den afsluttende konkurrence! Kun med 1 point til forskel fra vinderen!
Det er faktisk det samme som at have vundet.

Previous

Perleplade-syndromet

Next

Ét langt slæbespor af nødder

2 Comments

  1. Mathilde

    Har du overvejet muligheden for, at Dexter er blevet så tændt på idéen om agility efter hendes superseje andenplads demonstration og nu konsekvent begynder at vække dig klokken alt for tidlig lørdag morgen? Jeg har mine bange anelser…

    • The CityGirl

      Indtil videre, så har det været mig, der har vækket hende hver lørdag… Men du har ret; den der andenplads kan måske godt ændre lidt ved tingene…
      Og der var også den ene lørdag, hvor der ikke var træning, hvor hun blev ved med at insistere på at komme ud i entréen, hvor jeg tilsidst åbnede døren for at se hvad hun ville. Og så gik hun over til den pose, som står ude i entreen, som er den, vi har med til agility, og kiggede fra posen og op til mig med et “Har du ikke glemt, at vi skal til agility?”-blik …
      Så måske skal jeg være lidt nervøs …!

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén